.rtf |
.doc
Århus 18 april 2000
PRESSEMEDDELELSE:
Den nystartede landsforening "Pårørendegruppen for svage ældre" afholder møde og stiftende generalforsamling for en lokalgruppe i Århus Amt tirsdag den 9. maj 2000 kl. 1930. Mødet finder sted på Viby Bibliotek, Skanderborgvej 170.
Landsforeningens erklærede formål er at:
- indsamle erfaringer og dokumentation for hvordan de svageste ældre bliver behandlet og udlede generelle problemstillinger
- udgive en Hvidbog, som skal dokumentere, at det kan gøres bedre
- indgå i en konstruktiv dialog med politikere , såvel lokalt som på landsplan
- arbejde på at de pårørende bliver repræsenteret i et formelt samarbejdsorgan, f.eks. i form af bestyrelser på plejehjemmene
- debattere etik, moral og menneskesyn og derefter økonomi
- sætte de svageste ældre på den politiske dagsorden og arbejde for, at de bliver der.
Initiativtagerne til mødet er en kreds af interesserede i Østjylland, der her ønsker at starte en lokalgruppe under landsforeningen.
Landsforeningen vil være repræsenteret af formand Charlotte Fredberg, Vejle og næstformand Agnete Rasmussen, Århus, som vil fortælle om foreningen og dens hidtidige arbejde.
På programmet er endvidere indlæg fra:
- Embedslæge Kate Runge, Århus
- Formand eller næstformand for Dansk Sygeplejeråd, Århus Amtskreds.
- Kirsten Norman, FOA, Århus.
INDLÆG som nok kan vække interesse, ikke mindst da Kate Runge er kendt i offentligheden som den, der virkelig tager sig af problemerne med pleje og omsorg af de allersvageste medborgere.
Det er initiativtagernes forventning, at der vil være stor interesse for sagen - ikke mindst på baggrund af megen medieomtale af problemerne i ældresektoren. Lokalpolitikerne inviteres, og herudover er mødet åbent for alle med interesse for plejen af de svageste ældre.
NB: Læs mere om Landsforeningen "Pårørendegruppen for svage ældre" på hjemmesiden
pgruppen.dk
Med venlig hilsen
På initiativtagernes vegne
Alice Wulff
Østerøgade 6
8200 Århus N
tlf. 86166416
Email: awhw@mail.tele.dk
|