Høringssvar fra
landsforeningen
"Pårørendegruppen for svage ældre"


Startside - Nyhedsbreve - Hvidbog - Vedtægter - Aktiviteter - Boganmeldelser

Pårørendegruppen for Svage Ældre
c/o Alice Wulff
Østerøgade 6
8200 Århus N
Tlf. 86 16 64 16
Århus 24. feb. 2010

Indenrigs- og Socialministeriet
Departementet
Holmens Kanal 22

Høringssvar vedr.
Høring over udkast til forslag til lov om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og sundhedsloven og om ophævelse af lov om forebyggende hjemmebesøg m.v.
(Afbureaukratisering på det sociale område, ny formålsbestemmelse i serviceloven m.v.) og forslag til lov om ændring af lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge og lov om ændring af lov om folkeskolen (Afbureaukratisering).

Vedr.
Punkterne 4 - 10

Pårørendegruppen for Svage Ældre protesterer mod lovforslaget generelt og advarer mod konsekvenserne ved gennemførelse af det.
Forslaget vil med ét ryk underminere de gode tiltag, som blev sat i gang med "Tilsynslovens" vedtagelse i 2001.

"Tilsynsloven" med bestemmelser om indførelse to kommunale tilsyn, embedslægetilsyn, obligatoriske brug af individuelle plejeplaner og oprettelse af bruger-pårørenderåd ved plejeboliger blev vedtaget af et bredt politisk flertal - i den hensigt at imødegå den massive kritik af forholdene i ældreplejen og dæmme op for flere af den slags "skandalesager", som der havde været i de foregående år.
Bogen "Svage ældres vilkår i Danmark år 2000 - en Hvidbog" udgivet af Pårørendegruppen for Svage Ældre har været med til at dokumentere behovet for ændringer.

Folketinget vedtog "Tilsynsloven" i 2001, og hensigten var at forbedre forholdene i ældreplejen ved at skabe åbenhed i området, indføre bruger-og pårørenderåd, brug af individuelle plejeplaner og kommunale tilsyn (med offentlige rapporter, der behandles på byrådsmøder).
Uden at sætte noget andet i stedet ønsker regeringen/Folketinget nu at fjerne de bestemmelser, som formelt sikrer borgerne inddragelse, indsigt og medbestemmelse - endda før mulighederne i de pågældende bestemmelser er fuldt udnyttet i kommunerne.
En svag ældre kan ikke selv tale sin sag, kan ikke udtrykke ønsker og behov eller klage over mangler og svigt.
Netop derfor er det vigtigt for de svageste ældre, at pårørende m.fl. flere inddrages i tilrettelæggelse af hjælp, pleje og omsorg.
Lovgivningen blev indført med fokus på ældre borgeres behov; og nu foreslås den ændret (begrænset) af hensyn til kommunernes behov!
Inden en regel afskaffes, bør man se på, hvorfor den pågældende regel er indført!

Her bemærkninger til de enkelte punkter:

4) De forebyggende hjemmebesøg bør udbygges
5) Plejeplaner udarbejdet af beboer, plejepersonale, pårørende, egen læge m.fl. sikrer at indsatsen tilrettelægges for den enkelte beboer - ikke kun ud fra stadardprocedurer
6) Tilsyn bør bevares. Der bør udvikles nye metoder. Det var nødvendigt at stramme reglerne i 2001. Mange kommuner arbejder stadig med at udforme tilsyn, så disse kan bidrage til langsigtet udvikling af området,
7)
8) Bruger- og pårørenderåd. Det er nødvendigt at inddrage pårørende som talerør for svage ældre, og rådene er det formelle forum for denne inddragelse. Selv om det kan være vanskeligt at holde rådene i gang, bør det tilstræbes. Der er heldigvis mange eksempler på råd, der arbejder engageret med opgaven; At formidle samarbejde og dialog mellem på den ene side beboere og pårørende og på den anden side kommune og institution.
9) Ældreråd bør fortsætte deres indsats i alle kommuner. Det skal foregå på kendte vilkår, og det skal ikke overlades til enkelte kommuner at ændre grundlaget.
10) Nedlæggelse af klageråd. Det er beklageligt, hvis klageadgangen forringes for den enkelte borger, når klagemuligheden formaliseres.

Pårørendegruppen for Svage Ældre opfordrer alle politikere til at overveje lovforslaget og se på det med fokus på de svage ældres forhold og behov og til at se på intentionerne i 2001 lovgivningen, og hvordan man kan leve op til de intentioner.
Gennemførelsen af dette forslag vil betyde en forringelse af borgernes muligheder for aktiv deltagelse, inddragelse og indsigt i ældreområdets forhold.

Pårørendegruppen for Svage Ældre ønsker at bevare og udvikle arbejdet i bruger-og pårørenderåd, ældreråd og klageråd, ønsker at videreudvikle de individuelle plejeplaner som et vigtigt redskab til at sikre god omsorg for ældre og finder tilsyn nødvendige - og ønsker fortsat arbejde med at gøre tilsyn fremadrettede og konstruktive ligesom de forebyggende hjemmebesøg bør prioriteres højt.

Pårørendegruppen for Svage Ældre frygter, at hvert af de ovennævnte elementer risikerer forringelse, når det bliver frivilligt for kommunerne f.eks. at oprette råd, eller når det overlades til kommunerne selv at definere omfang af indsats.
Erfaringerne med sparekataloger o.l. siger, at sådanne ikke obligatoriske elementer nemt rammes.

Med venlig hilsen
Alice Wulff, formand Pårørendegruppen for Svage Ældre





Startside - Nyhedsbreve - Hvidbog - Vedtægter - Aktiviteter - Boganmeldelser

[Upload: 17. marts 2010] [Update: 17. maj 2010]
[Url: http://www.pgruppen.dk/aktiviteter/hele-landet10.htm]
[Design/Html/Upload by Vagn Wulff]