Forslag til forbedret tilsyn fra
landsforeningen
"Pårørendegruppen for svage ældre"


Startside - Nyhedsbreve - Hvidbog - Vedtægter - Aktiviteter - Boganmeldelser

.rtf | .doc

September 2000
"Pårørendegruppen for Svage Ældre" ønsker overordnet at arbejde for, at der etableres et formelt samarbejdsorgan hvor pårørende kan få mulighed for at indgå i et samarbejde med personalet, til gavn for de svage ældre.

Vi har i det følgende udarbejdet nogle synspunkter og forslag, som vi mener kan være med til at danne grundlag for et konstruktivt arbejde til gavn for de svage ældre.

Vi vil gerne indgå i en yderligere dialog og uddybe vores synspunkter, og stiller os gerne til rådighed i forhold til en eventuel nedsættelse af arbejdsgrupper vedr. inddragelse af brugere og pårørende, et opkvalificeret tilsyn, udarbejdelse af individuelle plejeplaner m.m.

Kommunernes tilsyn med plejehjem og plejeboliger til ældre

Én af baggrundene for, at landsforeningen "Pårørendegruppen for svage ældre" overhovedet blev til, er bl.a. den store forskel i ydelser og omsorg for svage ældre, som er væsentligt forskellig fra kommune til kommune.

I "Pårørendegruppen for svage ældre" ønsker vi, at Folketingets politiske partier forholder sig generelt til omsorg og pleje i ældresektoren og på landsplan fastlægger overordnede, generelle principper og minimumskrav. Kommunerne skal efter loven føre tilsyn med plejehjem og plejeboliger til ældre, men det er tilsyneladende ikke godt nok! Som borger i Danmark mister man respekten for den danske lovgivning og de ansvarlige ministre, hvis de ikke efterfølgende sørger for, at lovgivningen også udføres efter intentionerne.

I "Pårørendegruppen for svage ældre" har vi med glæde noteret os, at Socialminister Henrik Dam Christensen efter offentliggørelsen af den seneste interviewundersøgelse af tilsyn i kommunerne d. 13.6.2000 (Oxford Research), varsler skrappere regler.

Vi ønsker uvildige tilsyn, uanmeldte tilsyn, fagligt kompetente tilsyn. Kommunen skal have pligt til at offentliggøre tilsynsrapporterne. Her vil vi undgå, at kommunerne fører tilsyn med sig selv, og i øvrigt holder informationerne i lukkede embedsmandssystemer, eller kun offentliggør politisk udvalgte og godkendte informationer.

Vi ønsker at sikre offentlig indsigt, kontrol og debat af forholdene på plejehjemmene. Vi ønsker at kommunen får pligt til at inddrage de pårørende i tilsynsarbejdet. F.eks. gennem en samtale, et spørgeskema, en dialog med de pårørende, om de problemstillinger de ønsker inddraget ved et tilsyn.

Vi ønsker ensartede minimumsstandarder på landsplan vedr. tilsyn på plejehjem. Både omfang, hyppighed, hvilken instans der skal udføre tilsynet o.s.v.

Tilsynet skal omfatte de sundhedsmæssige og hygiejniske forhold, samt sundhedsproblemer af mere generel karakter. Herunder også de bløde værdier:
Trivsel, livskvalitet, omsorg og respekt, samt hensynet til det enkelte menneskes ret til at være sig selv, og ret til at være med i et fællesskab. Tilsynet skal desuden omfatte kontrol af at de individuelle plejeplaner følges, og løbende tilpasses beboerens behov.

Der skal naturligvis fortsat være mulighed for tilsyn fra embedslægeinstitutionen, foranlediget af konkrete problemer eller klager. Der skal endvidere være ankemuligheder i tilfælde af uenigheder om rapportens konklusioner.

- Uvildige personer*, med både sygeplejefaglig og administrativ baggrund, ansættes direkte under socialministeriet til at udføre tilsyn mindst én gang i kvartalet og udarbejde en tilsynsrapport. Mindst ét af disse 4 årlige tilsyn skal udføres uanmeldt.

- Én gang om året udarbejdes der en udførlig rapport med baggrund i kvartalsrapporterne, og som skal dokumentere de faktiske forhold. Denne rapport skal være offentligt tilgængelig.

- Den kommunale socialdirektør, socialudvalgsformanden og embedslægen er i fællesskab forpligtet til og ansvarlige for, løbende at holde sig orienteret om forholdene på kommunens plejehjem, og være opsøgende over for problemer.

* Ved uvildig forstås en person, der ikke er ansat ved en kommunal institution, eller som på anden måde udfører en funktion, der er omfattet af det, den pågældende skal føre tilsyn med.

Et sådant forslag mener vi:

- Kan være med til at sikre en mere ensartet behandling af de svage ældre
- Kan, hvis tilsyn og metoder udføres efter de samme retningslinier i alle kommuner, samtidig danne baggrund for sammenligninger og samarbejde om løsning af problemer på tværs af kommunegrænser
- Kan synliggøre såvel positive som negative opgaver/problemstillinger/områder for de ansatte, de svage ældre og deres pårørende
- Kan sikre, at der løbende sker en udvikling og tilpasning af området/de faktiske forhold.

Individuelle plejeplaner

Det er vigtigt man fra starten får etableret et konstruktivt samarbejde med realistiske forventninger, til gavn for såvel beboeren, de pårørende som personalet. Derfor ønsker vi udarbejdet individuelle plejeplaner for hver enkelt af de svage ældre, ved indflytning på plejehjem eller ved optagelse på venteliste til en plejehjemsplads.

Plejeplanen skal laves i samarbejde med den ældre, dennes egen læge, pårørende, en ansvarlig leder og kommende kontaktperson. Enhver som har medvirket i udarbejdelsen af den individuelle plejeplan, kan anmode om en justering af planen, men den skal minimum gennemgås hver 3. måned. Ansvaret herfor påhviler den ansvarlige leder.

Den individuelle plejeplan skal indeholde den ældres behov for såvel fysisk som psykisk pleje og omsorg, samt en opgave- og ansvarsfordeling.

Derved kan den individuelle plejeplan også indgå som en synliggørelse af hvilke ydelser der er behov /mulighed for at tilbyde.

Ved indførelse af individuelle plejeplaner for hver enkelt beboer mener vi at man kan:

- sikre at der ydes individuel tilpasset pleje og omsorg
- sikre at de pårørendes viden og ressourcer inddrages
- etablere et fælles udgangspunkt for opgave- og ansvarsfordeling mellem den ældre, de pårørende og de forskellige personalegrupper
- sikre den løbende dialog, så man kan afstemme forventninger og ressourcebehov





Startside - Nyhedsbreve - Hvidbog - Vedtægter - Aktiviteter - Boganmeldelser

[Upload: 12. september 2000] [Update: 17. maj 2010]
[Url: http://www.pgruppen.dk/andet/tilsyn.htm]
[Design/Html/Upload by Vagn Wulff]