Uredigeret (er blevet til indlægget på side 55 i Hvidbogen):
"Meningsfyldt beskæftigelse?"
I april 1996 flyttede min far, 82 år gammel på plejehjemmet XX i Xby. Han var blind, meget tunghør og så dement, at han ikke selv vidste, at han flyttede fra sit hus til plejehjemmet.
Problemerne var kommet i nævnte rækkefølge i løbet af godt 10 år, og han havde selv sammen med mor været god til at kompensere og finde løsninger. Han deltog i forskellige kurser i Dansk Blindesamfund og var aktiv trods sine handicaps.
Demensen var det værste, og efterhånden som det blev problematisk for mor at skulle holde ham under opsyn både dag og nat, fik hun en ordning med hjemmeplejen, som kunne tilkaldes, når han var urolig; og der blev arrangeret dagcenter-beskæftigelse for far på NN (Dansk Blindesamfunds plejehjem i Xby). Personalet var imponerende gode til at finde på opgaver, far kunne klare og holde interessen for. Her blev far også skrevet op til en fast plads; men der var ingen ledige, da behovet blev tvingende, og han fik derfor (først en aflastningsplads, derefter en fast) plads på det kommunale XX. Efter et halvt års tid kom der besked, at der nu var en plads på NN; men efter råd fra plejen mente vi (familien), at det ville være en forkert at rykke far op fra det sted, han var ved komme til at kende, tilbage til det, han havde glemt. DET VAR EN FEJL - HAN BURDE HAVE VÆRET FLYTTET.
Da far flyttede ind på XX, spurgte jeg om muligheden for, at far kunne fortsætte sine besøg på NN med beskæftigelse i terapien 1 eller 2 gange om ugen. Ligeledes foreslog jeg, at far skulle følge det kursus (fritidsundervisning) i keramik, han fulgte i DBs egne kursuslokaler. Jeg fik det svar, at han principielt han burde aktiveres, der hvor han nu hørte til. Han skulle ikke gøres forvirret af flere forskellige steder, OG i øvrigt kunne man IKKE påtage sig at have ham klar til bustransport (afhentning) på et bestemt klokkeslæt. Så det var udelukket, og vi ventede på, hvad der kunne tilbydes på XX. Det viste sig, at der var de sædvanlige "kvindelige" aktivitetsmuligheder, som far af flere grunde var afskåret fra at deltage i. Vi (familien) foreslog og tiggede om beskæftigelse, og et par måneder efter fars indflytning ansattes en ny leder af terapien, og vi blev opfordret til at foreslå ny aktiviteter. Min søster udarbejdede forslag til en sansehave og en have, hvor mandlige beboere kunne bruge kræfter på at grave, rive osv. Vi fik ikke engang et svar! Og der var ingen ideer til at beskæftige far, der bogstavelig talt sad og pillede skind af sine egne hæder! Eller pillede inventar og andre ting fra hinanden!
Da ingen på XX var interesserede i at finde på beskæftigelse og alligevel krævede at en evt. idé "skal være meningsfyldt", tilbød vi selv at søge hjælp hos NNs personale, som også tilbød, at ville rådgive XXs medarbejdere om arbejdet med blinde.
Fra NN hentede min søster elastik materiale, som skulle flette (noget han havde gjort tidligere, det blev efterfølgende af andre besøgende brugt til at lave kludetæpper - var altså meningsfyldt!). Men det løb ud i sandet - blev væk. Så bragte vi far træklodser, som han skulle slibe/ pudse med sandpapir - noget han også kunne finde ud af; de blev heller ikke brugt, forsvandt. Lige meget hjalp det. Der har været en utrolig mangel på vilje og lyst til at finde på en eller anden aktivitet til far - ingen vilje til at tænke nyt, selvom han absolut ikke passer ind i de sædvanlige tilbud. Og hvad betydet et abstrakt krav om meningsfuld aktivitet? Er det ikke meningsfyldt at sidde med en træklods, hvis man derved undgår at skade sig selv eller ødelægge ting i sine omgivelser?
Da far flyttede ind på plejehjemmet, var vi, de pårørende uforberedt på, hvad det indebar; og vi havde svært ved at få de relevante informationer. Far startede i en aflastningsplads, som senere blev permanent. > Hvad sørger man selv for? Hvad hører med? Der er så mange spørgsmål. Selv om vi har bedt om information og har fået lovning på en indflytningsvejledning, har vi endnu aldrig set den.
På flyttetidspunktet prioriterede min søster og jeg meget at støtte mor, som havde det så hårdt med "at give op". Det er næsten ubærligt for en ægtefælle at være nødt til at luske sig til at sende sin mand af sted fra hjemmet. Derfor overlod vi far til hvad, vi troede, var professionelle og kompetente mennesker. MEN det havde sine begrænsninger med kompetencen.
Ligeledes er der store begrænsninger på andre ressourcer på plejehjemmet. Der er for lidt personale til beskæftigelse; men sandelig også til pleje og omsorg.
Far var fysisk velfungerende (og f.eks. god til selv at spise trods blindheden), da han flyttede ind, men kunne jo ikke selv gå tur, komme ud i frisk luft eller i det hele taget finde omkring. (Og der var ingen, som tog mod tilbudet fra NN om oplæring i at arbejde med blinde).
Nu hvor han med tiden er blevet svagere på alle områder, bliver han transporteret på en kontorstol, hvis han skal flytte sig fra sit værelse til spisestuen (han bruger ikke kørestol), i stedet for at personalet har tid til gå med ham, så han også får lidt gangtræning/ vedligeholdelse. Han får skemad/ grød osv. fordi det er nemmere end at en medarbejder skal hjælpe ham med at spise almindelig mad: brød, kød og kartofler, hvilket han kan og gerne vil, hvis han får hjælp til huske, at han spiser, får hjælp til at skære kødet i stykker. I det hele taget har han brug for opmærksomhed, han er jo afskåret fra selv at kunne følge med: opdage fejl, spildt mad, tabte ting, uorden i sit tøj, snavs osv.
Da far flyttede ind, var han glad for sine høreapparater og god til at bruge dem; men det var svært at få personalet til at tage ansvaret for dem: at få nogen til at lære at holde øje med dem, indstille dem, hvis der blev pillet ved dem, skifte batterier, huske ham på at bruge dem osv.
Far er blevet tiltagende forvirret og hjælpeløs. Han kan grise med sin mad og uden selv at være klar over spild. Men rengøringen af hans værelse har næsten altid været mangelfuld. Fedtet gulv, indtørret mad på bordet osv. Vi er klar over, at det meste skyldes hans egne manglende evner; men det bør da være i alles interesse, så at sætte ekstra ind på at holde rent omkring ham. Han burde ikke sidde og spise alene - heller ikke f.eks. morgenmad - hvis han sidder sammen med andre og personalet, hjælper og holder øje med ham, behøver han ikke at grise så meget, og man vil vide, om han har fået nok at spise eller bare har glemt, at han var ved at spise. Nogen vil så vide, om han får nok at drikke! Hvad det ofte kniber med.
Med tiden er han blevet blebruger, og det er ufatteligt, at man i dagens Danmark så skal nøjes med ét ugentligt bad.
Heldigvis har far tidligere haft en besøgsven (fra Røde Kors), som besøgte ham en eftermiddag om ugen; for ellers er han mest overladt til sig selv. Sidder og hænger - ubeskæftiget. Han har sin radio med båndspiller, og vi opfordrer altid personalet til at huske at starte musik for ham. Det og så slik er hans eneste fornøjelser.. Når der en gang i mellem er underholdning på plejehjemmet, nyder han det.
I et selvstændigt bidrag til hvidbogen har min søster beskrevet, hvorledes han en nat faldt ud af sengen, skadede et øje, flækkede et øjenbryn, flængede kinden og blev sendt alene, hjælpeløs på skadestuen.
Dette udtrykker tydeligt manglen på personale, og afvisningen af klagen viser kommunens ulyst til at forbedre forholdene for de svageste. Der er ganske enkelt for lidt personale især nat og weekend.
Da far var blevet behandlet på skadestuen (syet og renset sår) og sendt tilbage til plejehjemmet, blev der ikke arrangeret hverken læge-eller sygeplejersketilsyn af fars sår elle øje. Da vi næste dag kom på besøg havde ingen rørt ved ham siden personalet på skadestuen (men man beklagede, at han selv pillede meget i sår og forbindinger). Jeg rensede hans øje (personalet turde ikke), og vi forlangte, at der i det mindste kom dagligt tilsyn af en sygeplejerske, så længe han havde problemer.
Det har i det hele taget været svært at samtale med personalet og følge med i fars tilværelse. Vi har beskrevet hans livshistorie, men der er vist ikke mange, der har brugt den. Vi har oplevet personale, som ikke var klar over, at far er blind.
Da han havde boet på XX i et år, og han og vi pårørende var ved at kende forholdene, lavede ledelsen en gigantisk omstrukturering, der på én måned udskiftede hele personalet. Det samlede personale byttede ganske enkelt plads med personalet på en anden afdeling. Det skete i to omgange, halvdelen først - resten efter en måned. Dette skete uden en eneste ekstra personaletime, og så kunne vi alle begynde forfra med at lære et personale at kende . Det har godt nok været svært at se den højere logik!!
På grund af ovenstående og meget, meget mere er min søster og jeg i dag aktive i "Pårørendegruppen for svage ældre".
|
|