Indlæg der ikke blev plads til i Hvidbogen (3)
Jeg har ikke flere tårer.
25.11. 2000
Den dag for 7 år siden, da jeg hentede min mor for sidste gang i hendes hjem gennem mange, mange år, glemmer jeg aldrig.
Det var en af de frygteligste dage i mit liv , troede jeg, men jeg er siden blevet klogere. Heldigvis vidste jeg ikke, hvad der ventede.
Min 80-årige mor, en gæv, frisk Vesterhavspige, havde levet et langt hårdt arbejdsliv som tandlæge, havde passet mand, 4 "umulige" børn og var blevet enke meget tidligt. Tandlægearbejdet blev passet langt op i 70érne.
Hukommelsen begyndte at svigte, mor fik ikke nok at spise og hjemmeplejen havde problemer med at yde den konstante lille hjælp, der skulle til for, at hverdagen kunne fungere.
Ingen vej tilbage
Da mor fik tilbudt en observationsplads på et plejehjem i det område, hvor hun - og vi - havde boet i mange år, kendte glæden ingen grænser.
Nu var der mulighed for, at mor kunne leve en tilværelse med masser af frisk luft,- hun kunne fortsætte de lange ture i nærområdet og snakke lidt med de mennesker, der kendte hende.- og som accepterede hende., som en fredelig, glad, gammel dame, der godt nok var lidt særpræget., men som hørte med i gadebilledet.
På plejehjemmet var der mennesker tæt omkring, mulighed for at kunne bidrage med mange gøremål og deltage aktivt i sin egen hverdag, og med den nødvendige hjælp lige rundt om hjørnet. Ikke noget med terapi, men lyst til at klare egne ting, til at hjælpe til , o.s.v. Nu var der nogen at spise sammen med, nogen at hygge sig med -og vigtigst af alt, hjælp til det, mor absolut ikke selv kunne.
Jo, forventningerne var store.- Det var lykkedes at få "slæbt" mor derned - uanset at hun ikke ville, "men hun vidste jo ikke, hvor dejligt, det var".- Så ind kom hun.
Mor kom aldrig hjem igen. Allerede efter 14 dage blev det afgjort, at plejehjemmet var den fremtidige bolig. Mor skulle blive der i en lille stue med meget få ting fra sit lange liv, for hospitalssengen og hospitalsnatbordet skulle være der., men hvad gjorde det, når de andre væsentlige ting nu var der.
Efter visiteringen til plejebolig, skete der virkelig noget.
3 mdr. på plejehjem, vigtige færdigheder var væk, min aktive mor blev totalt inaktiv, og dagen gik uden megen samvær med andre, ikke engang skoene pudsede mor mere eller vaskede undertøj og strømper, hvad hun altid havde gjort, og som hun sagtens selv kunne. Mad og måltider blev nu serveret. Hun vedligeholdt end ikke sine færdigheder.
Dagene gik med at flytte rundt på de personlige ejendele, smide aviser ud - alt sammen alene. Højdepunktet blev maden og kaffen og den sparsomme kontakt til personalet. Mere var der "ikke tid til".
Efter kl.14 er der ikke meget personale - det samme gælder i weekender og helligdage. Tiden er uendelig lang for alle beboerne fra fredag kl.14 til mandag kl.8, når der ikke foregår noget og ikke er nogen til at igangsætte eller samle dem, om det så kun er til at høre musik, se TV, dække bord, lave mad eller andet.
Heldigvis fungerede bentøjet stadig, så gåturene i omegnen var mange.
Dagen kom, hvor det også hørte op. Det blev svært at finde hjem , frisk luft blev en mangelvare - ikke udenfor i ugevis.- sådan behandler man ikke engang fanger i fængslerne. De har krav på frisk luft og aktiviteter hver dag - og de får det. De bliver ledsaget og transporteret til kulturelle ting, kommer på ferie og besøg - På plejehjemmet er der ikke engang mulighed for gåture, man ikke selv kan foretage. Ferie- et afbræk i hverdagen - er et tilbud til de få.
Altså ikke på ferie i foreløbig 7 år. Beboerne får personlig pleje, maden serveret, tøjet vasket af et sødt og venligt personale, men hvor er muligheden for en snak, holden i hånd , følgen på kirkegård eller til frisør?
Jeg havde en drøm
Da mor flyttede på plejehjem, troede jeg at det var til et fællesskab, hvor den enkelte havde nogle skavanker, men hvor nærvær , samvær og dyb respekt for det enkelte menneske - og deres tidligere lange liv, - var det, der prægede dagliglivet på plejehjemmet - og at vi pårørende dukkede op hist og her og bidrog til fællesskabet. Personalet "passer" vores gamle fint, hvis det "at passe" er renlighed, mad og personlig pleje. Alt for mange forskellige ansigter præger billedet og det skaber ikke den vigtige ro og tryghed.
Tænk, at man i dagens Danmark kan blive syg af ensomhed.- og oven i købet boende på et plejehjem.
Ensomheden og mangel på fællesskab gør, at de fleste ældre hurtigt isolerer sig på deres stuer og kun sjældent er i kontakt med andre.
Færdighederne forsvinder - og nu går det stærkt. Ophold på plejehjem varer nogen steder i gennemsnit 5 mdr. Det giver stof til eftertanke.
Hvorfor er det anderledes på nogle plejehjem, hvor det gribes an på en helt anden måde - HER er ingen for svage til at være med i fællesskabet, og de pårørende er en naturlig del af hverdagen. De pårørende er ikke tilskuere, gæster, men deltager i dagligdagen også med de beboere, der ikke har pårørende.
HER tælles opholdet ikke i måneder, -men i år. Hvad er det, der gør den store forskel? Mange ting lader sig gøre, når blot viljen er der. Der er ikke tid til at vente.
Hvad hjælper det at bo i nærheden af ens pårørende, når de ikke kommer? Hvorfor kender jeg ikke de andre pårørende, når mor har boet det samme sted i 7 år? Jeg ser næsten kun andre pårørende til jule- og påskefrokoster.
Hvorfor græder jeg indvendig, når jeg går den tunge gang derfra? Er jeg "en pårørende i krise"? Hvorfor orker jeg ikke mere lige at smutte ind omkring??
Det er dybt deprimerende at komme på plejehjemmene og se, hvordan mange ældre, der mister lysten til livet, når de endelig får en plejehjemsplads.
Både pårørende , personalet og ledelsen kan sagtens gøre det bedre, men viljen skal være der. Det handler i bund og grund om samarbejde og dialog. Der foregår mange gode ting rundt omkring. Optimisten i mig siger, at vi nok skal få de sidste med, så vi får plejeboliger, hvor beboere og personale trives, og hvor vi pårørende glade dukker op og bliver aktive medlemmer af "familien"
|
|