Indlæg der ikke blev plads til i Hvidbogen (4)
Det var søndag for snart ½ år siden. Jeg skulle traditionen tro hente min mor på plejehjemmet med hjem til eftermiddagskaffe.
Igennem årene havde mor nydt disse søndage meget og ofte var børnebørn og oldebørn med, hvis de havde mulighed for at være der.
Mor blev mere og mere "svær" at have på besøg, hvis der var andre end min mand, som mor holder meget af, og mig til stede. Så kaffeseancerne fortsatte med os alene.
Mor og min mand spiste hver søndag store flødeskumskager og drak gammel dansk. Det havde de altid gjort, og uanset demenslignende adfærd, hvor mor end ikke kendte os, så elskede mor disse eftermiddage.
De blev også benyttet til at prøve nyindkøbt tøj, idet det var eneste mulighed for at få mor til at prøve det.
Den søndag glemmer jeg aldrig.
Jeg kørte hjemmefra, og min mand gjorde klar til kaffen imens. Vel ankommet til plejehjemmet gik jeg op til mor for at hjælpe hende i overtøjet. Hun virkede meget mærkelig , var urolig og ville ikke skifte sko., men skidt med det, så kunne hun blive i sine sutsko.
Jeg gik som sædvanlig ned på kontoret, hentede post, og spurgte om der var noget særligt. "Næ, kan I hygge jer, vi gemmer noget mad, hvis I ikke når hjem inden spisetid - og rigtig god fornøjelse."
Mor var stadig svær at få med, men det lykkedes ved blid tvang at få hende ind i bilen - iført sutsko.
Mor virkede meget mærkelig, ville ikke ud af bilen, men det lykkedes, og jeg benyttede tiden indtil kaffen med at ville prøve nye sko og bukser, som var hjemme i udvalg.
Da jeg tog mors ene sko af, skreg hun op og var meget t forpint. Jeg kunne ikke spørge, hvad der var sket, men opdagede, at den ene fod har utrolig hævet. Da hun også skulle prøve bukser benyttede jeg lejligheden til at tage mors lange bukser af. Og her så jeg, hvordan hendes ben var hævet og helt sort fra hoften og ned til tæerne ( Mor får nemt sorte mærker, men det her var slemt).
Det var ikke nogen god søndag, og vi opgav at prøve tøj og kørte hurtigt hjem på plejehjemmet.
Her spurgte jeg, hvad der dog var passeret, og fik det svar, at mor var faldet ned at trappen et par dage tidligere, da hun sammen med en anden svag beboer var gået op til sig selv, men var gået forkert og var faldet ned ad trapperne. Hun havde ikke brækket noget, men var meget forslået. Det er det, der kan ske, og det risikerer man som pårørende til demente, Men jeg finder det ikke rimeligt, at jeg som pårørende -boende 5 min derfra -ikke bliver orienteret og får at vide hvad der er sket, og at mor er blevet tjekket. End ikke, da jeg 2-3 dage senere spørger, om der er noget, nævnes uheldet med et ord. Der findes ingen kontaktbog, hvor der f.eks. bare kunne stå "Erna faldt ned af trappen, slog sig meget - er blevet tjekket."
|
|