Nyhedsbrev fra
landsforeningen
"Pårørendegruppen for svage ældre"


Startside - Nyhedsbreve - Hvidbog - Vedtægter - Aktiviteter - Boganmeldelser

Nyhedsbrev nr. 14 og 15, juli/oktober 2003 4. årgang

FORMANDEN HAR ORDET:


Det ville være godt her i årets sidste - og forsinkede - medlemsblad at kunne konstatere, at de svage ældre har fået bedre vilkår. Desværre er det ikke det aktuelle billede.

Medierne bringer stadig beretninger om omsorgssvigt og utilstrækkelighed, om manglende samarbejde mellem de plejeansvarlige og borgerne. Medlemmerne henvender sig stadig med spørgsmål eller problemer og har brug for hjælp og råd.

Hvorfor skal det være så svært?

Der findes mange tilgængelige oplysninger om god praksis, om god omsorg og pleje, om udviklingsarbejde og undersøgelser - om boliger, demens, ernæring og andre emner indenfor ældreområdet.

Der skrives artikler og bøger, der forskes og undervises, afholdes konferencer og kurser. Der findes mange gode eksempler, fagligt kompetente mennesker arbejder seriøst med ældreområdet, mange personer og organisationer som Pårørendegruppen for Svage Ældre interesserer sig for det og arbejder for udbredelse af kendskab til forholdene.

Alligevel er der mange problemer. Hvorfor bliver den tilgængelige viden ikke udnyttet bedre?

Det nytter:

Det er vigtigt at fastholde indsatsen. Hvert lille fremskridt tæller i den store sammenhæng, der drejer sig om at udvikle ældreplejen menneskeligt og fagligt.

Det er vigtigt at Pårørendegruppen for Svage Ældre er der til at tage ordet og varetage de svage ældres interesser lokalt og overordnet. I hovedstaden er der i sommer valgt en ny bestyrelse, der som en af sine første opgaver har fulgt nøje med i den ulykkelige og urimelige sag fra "Slottet" i De Gamles By.

Alle problemer er ikke løst med lovgivningen i tilsynsloven og ældrepakken: hverken tilsyn eller frit valg giver af sig selv bedre forhold for de svageste. Det kræver en langsigtet og ihærdig indsats.

De nye bestemmelser om magtanvendelse overfor borgere, som er ude af stand til tage vare på sig selv, er indført for at lette det praktiske arbejde - ikke for at gavne de svage. Det kommer tydeligt til udtryk i mange af kommentarerne til indførelsen og tilfredsheden med at arbejde med de nye bestemmelser.

God og værdig pleje og omsorg for de allersvageste er nu i endnu højere grad et spørgsmål om god vilje og forståelse hos de ansvarlige. Der er stærkt brug for opmærksomhed på, om lovgivningen bruges og virker efter hensigten.

Pårørendegruppen for Svage Ældre vil arbejde for udvikling og styrkelse af bruger- og pårørenderåd, så de pårørende inddrages og de svage ældre får stemme, når det drejer sig om deres dagligdag og livsvilkår.

Med ønsket om god jul og godt nytår og fortsat indsats for de svage ældre.
Alice Wulff

Siden sidst:


Hjemmehjælp: I april og gentaget i oktober afholdt Videnscenter på Ældreområdet konferencer, hvor emnet hjemmehjælp blev belyst fra flere sider gennem indlæg fra forskellige personer, både praktikere og forskere.

Interessant var den beskrivelse af et plejeforløb set fra pårørendesiden, som blev givet af Kristian Riis (generalsekretær i Omsorgorganisationernes Samråd).

Her var "fagpersonen" blevet den pårørende, som oplevede sin svigermors møde med den kommunale ældrepleje i et forløb med mange af de generelle problemer, vi i foreningen kender alt for godt: begrænsede ressourcer, hyppige skift af personale, manglende kommunikation mellem f.eks. pleje og træning, manglende individuel hensyntagen osv.

Pårørendegruppen for Svage Ældre var med ved begge konferencer.

Årsmøde i KTU (Kontaktudvalget til det frivillige sociale arbejde) blev afholdt 14 maj i Kolding. På mødet blev der præsenteret forskellige frivillighedsprojekter, og diskussionerne om samspil mellem det offentlige og de frivillige fik nye impulser.

Den såkaldte kommunale frivillighed blev drøftet, og der var udbredt tilslutning til det synspunkt, at frivilligheden er bedst , når den er forankret i en organisation med egne målsætninger og værdier. På den måde har de frivillige et fælles grundlag, mulighed for erfaringsudveksling og aflastning.

Når der etableres en kommunal frivillighed, hvor det offentlige rekrutterer frivillige til at løse en forud bestemt opgave f.eks. ved en institution, mangler dette fælles grundlag og netværk, og de frivillige bliver en slags ansatte.

Et andet aktuelt emne er frivillige på hospitaler, hvor der fra offentlig side udtrykkes ønske om en større indsats. Også her er holdningen den, at det bør ske med varsomhed; der bør ikke overdrages professionelle opgaver til frivillige. Ligesom det er nødvendigt for de frivillige at have tilknytning til en organisation for at definere og afgrænse opgaverne.

Kasserer og formand deltog i årsmødet.

Sammenslutningen af Ældreråd i Danmark holdt repræsentantskabsmøde i Nyborg 29 maj og havde bl.a. inviteret undertegnede til at deltage. På mødets program var foruden organisationens beretning og tilhørende debat en indledning ved Eva Kjer Hansen, formand for Folketingets socialudvalg og en afslutning ved amtsborgmester Bent Hansen, formand for amtsrådsforeningens social- og sundhedsudvalg.

Det vigtigste debatemne og det spørgsmål, der har givet mest omtale, var diskussionen om forslaget fra Kommunernes landsforening om at gøre det frivilligt for kommuner at have ældreråd og klageråd.

Repræsentantskabet vedtog en udtalelse med anbefaling af at bevare rådene som obligatoriske i alle kommuner.

Denne udtalelse har Pårørendegruppen for Svage Ældre støttet med udtalelser i pressen, da der er behov for en nem og direkte klageadgang for borgerne. Det lave antal registrerede henvendelser til klagerådene afspejler ikke nødvendigvis behovet, men derimod kan det være nødvendigt at gøre ordningen mere kendt eller ændre den.

Overenskomst: Det blev efterhånden tydeligt, at den aftale mellem Forbundet af Offentligt Ansatte og Kommunernes Landsforening, som trådte i kraft 1 april indebar betydelige lønforringelser for særligt det personale, der har faste aften- og nattevagter. Dette har ført til betydelig utilfredshed og uro rundt omkring i kommunerne, og der foregik mange steder lokale forhandlinger for at rette op på forholdene. Situationen er endeligt blevet løst gennem nye forhandlinger mellem parterne.

Det er en beskæmmende situation, at de to forhandlingsparter ikke har haft bedre overblik over forløbet, og det er beklageligt, at det er personalet, der oplever denne manglende interesse for og påskønnelse af deres indsats. IKKE lige det der brug for, når det i forvejen mange steder er et problem at rekruttere og fastholde personale i ældresektoren.

Som en konsekvens af forløbet har formand og bestyrelse for FOA, Social-og Sundhedssektoren stillet deres mandater til rådighed, og der blev sidst i september afholdt ekstraordinære valg, hvor Karen Stæhr blev nyvalgt som formand.

Magtanvendelse overfor svage borgere, der ikke kan tage vare på sig selv.

Pr. 1 juli er de nye bestemmelser i serviceloven trådt i kraft; og der har i perioden været bred debat om forholdene. Desværre har der også fra især lokalpolitisk hold været udtrykt stor tilfredshed med, at lovændringerne er trådt i kraft - og der er endog ønsker om yderligere lempelser i adgangen til at anvende magt!

Pårørendegruppen for Svage Ældre har under hele forløbet af lovarbejdet og diskussionerne markeret sin utilfredshed med, at det nu gøres lettere for kommuner at bruge magt overfor svage borgere uden, at der sikkerhed for, at der som serviceloven påbyder, er forsøgt alle andre metoder. Det er nødvendigt nøje at følge, hvorledes lovændringen anvendes i praksis.

Generationskonflikt?

20 august afholdt Videnscenter på Ældreområdet et debat møde "Ældre! Byrde? Generationskonflikt..". Debattørerne var nuværende unge folketingspolitikere og tidligere socialministre bl.a. med Bent Rold Andersens velkendte synspunkter - kritiske overfor udviklingen af ældreomsorgen.

Bente Houmann repræsenterede foreningen.

"Velfærd på markedsvilkår" er et tema nummer af bladet "Social Politik" om privatisering mv. af offentlige ydelser. Bladet indeholder foruden Pårørendegruppen for Svage Ældres bidrag, som er gengivet her i bladet mange andre interessante artikler.

Bladet kan købes i Socialpolitisk Forening tlf. 35826350.

Seneste nyt:

ÆldreSagen har i efteråret foretaget en repræsentativ, landsdækkende undersøgelse af hjemmehjælpen. Resultatet af denne undersøgelse offentliggøres ved en konference 29 januar 2004 på Christiansborg. "På vej mod en bedre ældrepleje? - Ældrepakken til eksamen". Her er undertegnede inviteret til i et indlæg at kommentere udviklingen af hjemmehjælpen set fra de svage ældres side.
Alice Wulff





Startside - Nyhedsbreve - Hvidbog - Vedtægter - Aktiviteter - Boganmeldelser

[Upload: 22. februar 2004] [Update: 9. april 2011]
[Url: http://www.pgruppen.dk/nyhedsbreve/nyhedsbrev14-15.htm]
[Design/Html/Upload by Vagn Wulff]