Nyhedsbrev nr. 6, juli 2001
Formanden har ordet:
Af Alice Wulff
Pårørendegruppen for Svage Ældre har siden udgivelsen af sidste Nyhedsbrev fået oprettet to nye lokalgrupper - i Roskilde Amt og i Fyns Amt.
TIL LYKKE og VELKOMMEN til de nye foreninger og til de valgte bestyrelsesmedlemmer.
Der er brug for lokalt arbejde overalt i landet, så landsforeningen glæder sig meget over det lokale engagement og til samarbejdet.
Der har været stor aktivitet i de eksisterende lokalgrupper. Møder og andre aktiviteter. Alle har afholdt hver sit møde med emnet pårørendegrupper og pårørendearbejde på programmet - et udtryk for, at det er ensartede problemstillinger, landsforeningens mange medlemmer står overfor.
To meget interessante lokale arrangementer har været mødet 30 april med socialminister Henrik Dam Kristensen og mødet 2 maj med formanden for Etisk Råd Erling Tiedemann.
Henrik Dam Kristensen fortalte om Lov 192, om regeringens ønske om "fokus på måltidet" for de svage ældre, om Hvidbogen og fremhævede, at der også findes gode eksempler. Desuden var der enkelte lokale spørgsmål til debat.
Et møde hvor Pårørendegruppen for Svage Ældre også kunne fremkomme med vore kritikpunkter i forbindelse med loven om tilsyn, om genoptræning, om "fokus på måltidet" osv. Mange af disse regeringstiltag forudsætter jo kommunal velvilje og økonomisk indsats for at kunne realiseres. Det er i det store og hele kommunerne, der skal sætte handling bag de fine intentioner!
En interessant debataften hvor ministeren var lydhør overfor den rejste kritik og åbent erkendte, at "der er alt for mange utilfredsstillende forhold indenfor ældreplejen", "det er jo derfor, vi kommer med alle disse tiltag".
Erling Tiedemann talte om "Etiske overvejelser om ansvaret for de svage ældre". I et imponerende godt oplæg tog han udgangspunkt i Hvidbogen og i almene etiske og samfundsmæssige overvejelser. Han ridsede en lang række problemstillinger op og pointerede de etiske og menneskelige værdier som grundlag for god pleje og omsorg.
Det er uhyre vigtigt at få etiske aspekter ind i debatten om ældrepolitikken og problemerne i ældreplejen. Der er en alt for stor tendens til at føre debatten på økonomiske og praktiske forhold.
To møder, som gav Pårørendegruppen for Svage Ældre og medlemmerne både inspiration og mulighed for at komme til orde.
Se nærmere omtale andetsteds i bladet.
Lov 192:
Det har været en milepæl i Pårørendegruppen for Svage Ældres arbejde, at Folketinget 29 maj 2001 vedtog Lov 192. (Lov om tilsyn med indsatsen overfor ældre mv.)
Loven tilstræber at imødegå en række af de problemer, vi i landsforeningen har påpeget og dokumenteret. Vi har været med i hele arbejdsprocessen med loven: Fra de første problemer blev rejst og vort forslag om "tilsyn og individuelle plejeplaner" blev fremsat helt frem til kommentarerne til den endelige lovtekst blev affattet.
Hele vejen har vi mødt stor interesse fra politikernes side; vi har mødt stor lydhørhed i Folketingets socialudvalg og hos socialministeren.
Hermed er ikke sagt, at vi finder den vedtagne lov perfekt, men et stort skridt i den rigtige retning - vore forskellige kritikpunkter og betænkeligheder ved loven har været fremført i mange sammenhænge, ligesom de er medtaget her i bladet i kommentarerne til loven.
Kendsgerningen er, at loven nu er vedtaget. Den er de ansvarlige politikeres bud på, hvordan man sikrer bedre forhold i ældreplejen. Derfor må de nu holdes fast på, at det er deres ansvar sammen med borgerne, de pårørende, brugerne og personalet i ældreplejen at få lovens fine intentioner gjort til virkelighed. Ellers er vi jo lige vidt!
Loven kan blive en god begyndelse på bedre forhold indenfor ældresektoren. Det forudsætter som sagt, at der ude i kommunerne bliver fulgt op på spørgsmålene om gennemførelsen. Derfor skal her endnu en gang rettes en opfordring til medlemmerne om at følge med i kommunerne og gøre deres indflydelse gældende.
Det drejer sig om at få lavet gode bruger- og pårørenderåd, at deltage i arbejdet med at udarbejde en individuel plejeplan for sine pårørende og sidst men ikke mindst at engagere sig i, hvordan den enkelte kommune vil indrette sine tilsyn. Tilsynsopgaven er formuleret meget bredt i lovteksten. Det handler om tilsyn med indsatsen overfor beboere, som modtager kommunale serviceydelser. Det vil her være vigtigt at tilsynene også omfatter "de bløde værdier" og ikke kun de målbare ting.
Alle opgaverne, hele omsorgen omkring brugeren: aktiviteter og fysisk træning, kulturelle tilbud, mad, personlig hygiejne, rengøring osv. skal omfattes af tilsynet.
I forbindelse med alle overvejelserne i forbindelse med loven, bliver det interessant at følge det evalueringsprojekt af ældreområdet, som socialministeriet i juni måned har udbudt.
Ligesom det er spændende at følge den undersøgelse af ældreområdet i 40 tilfældigt udvalgte kommuner, der er sat i gang af "Center for Forskning og Udvikling på Ældreområdet", Københavns Universitet.
Svage ældre i medierne:
Der har i hele perioden været en fortsat stor offentlig interesse for ældreområdet. Medierne har været meget opmærksomme til at følge op på aktuelle spørgsmål.
Undtagelsen har været dækningen af vedtagelsen af Lov 192. I den sammenhæng fokuserede størstedelen af pressen ret ensidigt på det forhold, at socialministeren havde bøjet sig for et stort politisk pres og genindførte embedslægetilsyn på plejehjem.
Der var meget lidt opmærksomhed på lovens øvrige elementer; der for os er nok så interessante. Det forhold må Pårørendegruppen for Svage Ældre arbejde på at rette op, så offentligheden får øjnene op for lovens muligheder - såvel som for dens svagheder.
Af de mange emner, der herudover har været fremme i pressen, hvor vi har haft mulighed for at komme til orde, kan nævnes: over- og fejlmedicinering af ældre, uværdig brug af bleer i stedet for tid og hjælp til toiletbesøg, store prisforskelle på plejeboliger fra før og efter 1988, placering af ægtefæller på hver sit plejehjem, nedskæringer af hjemmehjælp, alarmanlæg, diskussion af brug af chips til overvågning af demente, anden sikring af demente osv.
Det vil her blive for omfattende at gå ind i alle problemerne, der er yderst relevante og hver for sig kræver seriøs opfølgning.
Det seneste eksempel på interessen for ældres forhold og problemer har været programserien "Det sidste hjem" på DR TV.
I tilknytning til serien havde Kurt Strand socialminister Henrik Dam Kristensen i programmet Profilen 12 juni. Programmet tog udgangspunkt i Tv serien, men også Pårørendegruppen for Svage Ældres Hvidbog var på bordet. Hvilket alt sammen har været med til at give fornyet interesse for vort arbejde.
Jeg vil i den forbindelse opfordre alle medlemmer til at omtale og reklamere for Hvidbogen og for Pårørendegruppen for Svage Ældre i det hele taget; så vi på den måde kan fastholde navnet i den offentlige bevidsthed.
Hvidbogen kan stadig købes i boghandelen, og den fås nu også som lydbog.
I Profilen blev Henrik Dam Kristensen konfronteret med en række af de rejste problemer. Han erkendte, at der er store problemer, "det er jo derfor regeringen har sat fokus på området", og udtrykte vilje til forbedringer og pointerede behovet for mere omsorg i plejen.
Om TV serien kan man sige mange ting; den kan vurderes fra forskellige vinkler.
Først og fremmest er det godt, at DR laver et sådant program, der kan give seere uden personligt kendskab til nutidens plejehjem et indblik og dermed en forståelse for den diskussion og debat om forholdene, der nu har foregået så længe.
Mange af de problemer, vi har påpeget, kommer tydeligt frem i serien. Der er stof til mange gode diskussioner om flere diskutable og kritisable scener, som dog ikke skal udpensles her.
I den forbindelse skal man så overveje, om det overhovedet med kamerahold osv. er muligt at lave beskrivelse af en given virkelighed uden selv til dels at skabe denne virkelighed - eller i hvert fald at påvirke den ganske kraftigt.
Desuden er det for alle os, der selv oplever en lignende plejehjemstilværelse på nært hold, helt klart, et af de væsentlige problemer i beskrivelsen er pauserne, de tomme rum mellem de beskrevne aktiviteter. Det er svært at beskrive tomheden og ensomheden gennem tv billeder.
Dernæst må Pårørendegruppen for Svage Ældre stille det helt overordnede spørgsmål: Hvor er de etiske overvejelser bag et sådant program? Kan nogen - pårørende, værge, personale eller politiker - overhovedet give tilladelse til at gå så tæt på de svage ældre, kan vi tillade at udstille de svage ældre og deres hjælpeløshed så synligt? Hvem kan svare på det?
Det har vakt en del opsigt - og kritik - både i og udenfor foreningen, at journalist Susanne Sekjær på baggrund af sine erfaringer fra arbejdet med Hvidbogen i en kronik i Politiken klart har meldt ud om sin ulyst til at blive "svag ældre" i dagens Danmark på de givne betingelser, men efter aftale med sine nærmeste har sikret sig muligheden for en værdig livsafslutning, idet hun - om nødvendigt - med sin bedste ven har aftalt et gensidigt medlidenhedsdrab.
Undertegnede har været bekendt med indholdet af kronikken, og skønt uenig i konklusionen respekterer jeg Susanne Sekjærs ret til beslutningen, der er velovervejet og velargumenteret.
Det er i denne forbindelse vigtigt at holde fast i Pårørendegruppen for Svage Ældres formål: nemlig at arbejde for værdige og gode forhold for de svage ældre, så ingen i dette land skal finde den omtalte udvej nødvendig på grund af utilstrækkelig pleje og omsorg. Det bør aldrig blive denne forenings mål at arbejde for Susanne Sekjærs løsning. Tværtimod skal vi, som Thyra Frank udtrykker det, sørge for, at der er et liv før døden
Møder og debat:
Foreningen har været repræsenteret i mange sammenhænge: Her kan nævnes at vi har ønsket Alzheimerforeningen til lykke med ti-årsdagen, deltaget i stiftende generalforsamlinger i nye lokalgrupper, på årsmøde for KTU (kontaktudvalget for frivilligt socialt arbejde), hvor "CHARTER for frivillighed" blev introduceret, og 2001 som FNs Frivillighedsår blev markeret og havde premiere på "Frivillighedskaravanen", - se: www.2001.frivillighed.dk. Vi har deltaget i Finansministeriets konference "Kvalitet i velfærden", i informationsmøde om "AGE" ny europæisk platform for ældre-foreninger, i seminar "Stop nedslidningen" om forebyggelse og sundhedsfremme i ældreplejen - arrangeret af bl.a. FOA og LederForum, og der kommer fortsat opfordringer til at deltage i debat eller præsentere foreningen og dens formål.
To vigtige møder har været først landsforeningens foretræde for Folketingets socialudvalg, hvor jeg sammen med næstformanden Tove Larsen uddybede Pårørendegruppen for Svage Ældres forslag og indvendinger mod lovforslaget (Lov 192). Udvalgets medlemmer var interesserede, og vores punkter gik videre i betænkningsarbejdet ang. lovforslaget.
Dernæst har vi efter lovens vedtagelse været indbudt til møde hos socialminister Henrik Dam Kristensen, hvor vi igen pointerede Pårørendegruppens synspunkter og opfordrede til at få lovteksten og bemærkningerne til loven præciseret i grundige vejledninger til kommunerne, da det er der, loven skal omsættes i praksis.
Det kan ses i den første vejledning, der f.eks. tydeliggør, at de individuelle plejeplaner skal justeres løbende.
Vi mødte en interesseret minister, der udtrykte kendskab til Pårørendegruppen for Svage Ældre og interesse for landsforeningens videre arbejde.
Samarbejde:
Det har hele tiden været Pårørendegruppen for Svage Ældres holdning at søge samarbejde med "alle, som vil det samme som os". Derfor er det glædeligt hver gang, vi møder vore egne eller tilsvarende synspunkter: i pressen, hos politikere, hos andre organisationer. Der er mange efterhånden, som "har lært slagordene": omsorg, bløde værdier, inddragelse af de pårørende osv.
En organisation, som selv har formuleret de etiske værdier, er Kirkens Korshær, hvis leder Bjarne Lenau Henriksen har bidraget til Hvidbogen. Organisationen udvælger hver måned et budskab, et tema, og det har nu i maj og juni været omsorg og fortalere. Som vi gør, prioriterer de omsorgen for den svage og opgaven at være talerør for dem, der ikke selv kan tale for sig.
Det er godt, at flere får øjnene op for de problemstillinger, Pårørendegruppen for Svage Ældre rejser, så budskaberne når vidt omkring.
Derfor er det også glædeligt, at ÆldreSagen igen i år har givet årets Ældrepris til en af de svage ældres fortalere, nemlig plejehjemsleder Thyra Frank, der modtog prisen 29 maj. Prisen blev sidste år givet til embedslæge Kate Runge.
I samme uge modtog Thyra endnu en pris, Kirsten Stallknechts pris fra bladet Sygeplejersken.
Prisen blev tildelt, fordi Thyra har brugt sin ytringsfrihed i arbejdet for de svage ældre.
Hvor er det godt, at Thyra bliver påskønnet af sine kolleger, og at der bliver gjort opmærksom på hendes utrættelige, store indsats for at udbrede kendskabet til, at et plejehjem kan være som LOTTE.
Det er også meget vigtigt, at denne pris blev givet netop for at bruge sin ytringsfrihed.
Der er brug for, at mange flere ansatte indenfor ældreplejen bruger deres ytringsfrihed og deltager i debatten, så vi kan få deres erfaringer med.
Vi er som borgere, som pårørende og som brugere afhængige af, at personalet kan og vil, tør og må ytre sig om forholdene på deres arbejdsplads uden frygt for repressalier. Kun fra personalet kan vi få de direkte informationer om forholdene.
Der er behov for, at politikere og ældreforvaltninger lever op til deres egne paroler om åbenhed og fri meningsudveksling.
Til slut skal lige nævnes, at ÆldreSagen samtidig med deadline for dette Nyhedsbrev har udgivet en rapport "Familieomsorg på plejehjem", om det at være pårørende til plejehjemsbeboere. Den behandler og beskriver mange af de problemstillinger, Pårørendegruppen for Svage Ældre har rejst og bruger også Hvidbogen i sin argumentation.
Med henvisning til medlemsberetningen om madspørgsmålet, om hvordan pårørende kan tage en sag i egen hånd og opnå resultater, vil jeg gerne opfordre andre til at bidrage til Nyhedsbrevet med nyttige erfaringer og gode forklaringer. Vi har alle brug for at lære af hinanden, og her kan Nyhedsbrevet bruges til at udveksle idéer.
Hvor der er en vilje, er der også en vej. Hvis vi står samlet og løfter i flok, kan vi komme langt og opnå de nødvendige forbedringer for de svage ældre.
I næste udgave af Nyhedsbrevet vil vi sætte fokus på de kommende valg. Det er nu, vi kan få politikerne i tale; når først der er valgt lokalpolitikere i november, kan de "sidde roligt" en tid, for så er der fire år til næste valg.
Hvornår, der udskrives valg til Folketinget, vides ikke, men det kan komme snart, så der må vi også være parate til at sætte de svage ældre på dagsordenen og få deres problemer inddraget i debatten.
Med ønsket om rigtig god sommer
Alice Wulff
Lov 192 "Lov om tilsyn med indsatsen overfor ældre mv." (Resume)
Af Alice Wulff og Tove Larsen
Den 29. maj 2001 vedtog Folketinget Lov 192 om "Tilsyn med indsatsen overfor ældre mv.". Loven, som træder i kraft den 1. januar 2002 indeholder 3 hovedelementer:
- der skal udarbejdes individuelle planer for den enkeltes pleje og omsorg.
- der skal oprettes bruger- og pårørenderåd i tilknytning til plejehjem og boliger.
- der skal foretages tilsyn mindst 3 gange årligt, og tilsynsrapporterne skal sendes til høring.
Individuelle plejeplaner.
Kommunen skal i samarbejde med brugeren, pårørende og evt. brugerens praktiserende læge udarbejde plan for den samlede pleje- og omsorgsindsats.
Socialminister Henrik Dam Kristensen sagde ved fremsættelsen af lovforslaget: "Planen for den samlede indsats skal være fremadrettet, og der skal i videst muligt omfang tages hensyn til den enkeltes livshistorie, vaner og ønsker ved tilrettelæggelsen af indsatsen. Inddragelsen af den enkelte bruger og hans/hendes pårørende i tilrettelæggelsen af dagligdagen er vigtig for, at der opleves kvalitet i ældreplejen."
Pårørendegruppen for Svage Ældre har fremsendt forslag om individuelle plejeplaner, så det er tilfredsstillende, at de er kommet med i loven; men vi havde ønsket, at loven også indeholdt bestemmelser om, at plejeplaner skal tages op til fornyet overvejelse regelmæssigt, så man ikke risikerer, at man i nogle tilfælde vil udarbejde en sådan plan én gang for alle og så ellers ikke justere planen, når der sker ændringer i brugerens livssituation. Bestemmelser om regelmæssig justering af plejeplanerne er ikke kommet med i loven, men er dog medtaget i bemærkningerne til loven.
Bruger- og pårørenderåd.
I tilknytning til plejehjem og -boliger skal der oprettes bruger- og pårørenderåd, som skal arbejde med retningslinierne for den daglige pleje og omsorg for de beboere/lejere, der modtager kommunale serviceydelser. Kommunen skal sammensætte bruger- og pårørenderådene, så brugere og pårørende udgør et flertal i rådet. Kommunen skal i samarbejde med rådet fastlægge regler for valg til rådet, rådets kompetence og arbejdsopgaver mm.
Socialministeren præsenterede loven således: "Inddragelsen af den enkelte bruger og hans/hendes pårørende i tilrettelæggelsen af dagligdagen er vigtig for, at der opleves kvalitet i ældreplejen. Derfor skal der også oprettes bruger- og pårørenderåd, der skal fungere som forum for en løbende dialog om indsatsen overfor de svage ældre".
Vi havde ønsket, at loven havde præciseret nogle minimums-standarder for rådenes sammensætning, kompetence og forretningsorden. Det er nu den enkelte kommunes ansvar at få disse råd etableret, så de får mulighed for at beskæftige sig med de forhold, der har indflydelse på de svage ældres daglige situation, og ikke blot bliver "fest-udvalg", som diskuterer farven på servietterne.
Tilsyn.
Med loven indføres 3 årlige tilsynsbesøg på plejehjem o.lign. Kommunen skal gennemføre mindst et anmeldt og et uanmeldt tilsyn, og embedslægeinstitutionen skal gennemføre mindst et uanmeldt tilsyn. Embedslægens tilsyn skal være sundhedsmæssigt, men det skal forstås bredt - der kan f.eks. også ses på "visse personalerelaterede spørgsmål". Der skal udarbejdes tilsynsrapporter efter hvert tilsyn, og rapporterne skal sendes til høring i bruger- og pårørenderådet og i ældrerådet. Embedslægen skal årligt udarbejde en samlet redegørelse over årets tilsyn. Denne redegørelse skal også sendes til høring, og tilsynsrapporterne skal endvidere drøftes i kommunalbestyrelsen, som skal tage stilling til opfølgningen af de spørgsmål tilsynet har rejst. Embedslægen skal også sikre opfølgning af det sundhedsfaglige tilsyn.
Om formålet med tilsynsrapporterne sagde socialministeren: "Kommunen skal desuden efter hvert tilsynsbesøg udfærdige en tilsynsrapport, der bl.a. skal sendes til høring hos de nye bruger- og pårørenderåd og ældreråd. Dermed vil tilsynsbesøgene medvirke til at skabe større åbenhed omkring forholdene på plejehjem for de svageste ældre - en åbenhed , der i sig selv vil tjene som et effektivt redskab til at fastholde og forbedre kvaliteten i ældreplejen".
Pårørendegruppen for Svage Ældre håber, at tilsynene kan blive fremadrettede, så de ikke blot handler om at afsløre uacceptable forhold, men i højere grad om at udvikle gode forhold. Vi ser især denne mulighed ved de anmeldte tilsynsbesøg, hvor alle parter kan forberede sig og f.eks. kan tage udvalgte temaer op.
Lovens virkning.
Pårørendegruppen for Svage Ældre håber, at denne lov kan være med til at sikre, at vi undgår de uacceptable forhold, som der desværre stadig er alt for mange steder.
Vi må i den forbindelse sætte vor lid til den åbenhed, som tilstræbes indført. Med offentliggørelsen af tilsynsrapporterne får brugere, pårørende og alle andre borgere en mulighed for at kigge kommunerne over skulderen med hensyn til forholdene i ældreplejen. Offentliggørelsen er nu et lovkrav, som kan være med til at sikre gennemskueligheden, også hvis kommunen får lavet et alt for snævert eller dårligt fungerende bruger - og pårørenderåd.
Henrik Dam Kristensen siger: "Respekt og værdighed skal være de grundlæggende værdier i indsatsen over for de ældre. Det kan vi sikre ved at skabe større sammenhæng og åbenhed i ældrepolitikken, bl.a. ved en større inddragelse af brugere og pårørende i tilrettelæggelsen af omsorgen og plejen"
Vi afventer nu, hvordan socialministeriet og kommunerne vil gøre disse gode intentioner med loven til virkelighed. Og vi vil naturligvis holde godt øje med kommunernes udmøntning af loven - og opfordre alle vore medlemmer til det.
Lovteksten alene gør det ikke, der skal være en reel vilje til at bruge loven efter hensigten!
Individuelle plejeplaner
Af Agnete Rasmussen
Ifølge den netop vedtagne Lov 192 (Tilsyn med indsatsen overfor ældre mv.) forpligtes kommunerne til sammen med ansøgeren, de nærmeste pårørende og evt. egen læge at udarbejde en individuel plejeplan med oplysning om den samlede plan for pleje -og omsorgsindsatsen for ansøgeren. Denne forpligtelse gælder for beboere i plejehjem mv., plejeboligbyggeri samt støttede private andelsboliger mv. eller tilsvarende boligenheder.
I bemærkningerne til loven uddybes intentionerne med de individuelle plejeplaner yderligere. Indsatsen overfor den enkelte bruger af de kommunale ydelser skal præciseres og synliggøres, planerne skal fremadrettes og tage udgangspunkt i den enkeltes aktuelle ressourcer, behov og muligheder, og i videst muligt omfang tage hensyn til den enkeltes livshistorie, vaner og ønsker.
Planerne vil også kunne indgå som et naturligt element i tilsynet med indsatsen overfor de svage ældre.
SÅ LANGT, SÅ GODT!
Men planer gør det ikke alene!
Der findes mange forskellige planer indenfor det offentlige serviceområde. For at planerne skal have nogen reel betydning, skal de være kendte og respekterede - ikke blot sidde i en mappe fordi loven kræver det! Planerne må heller ikke modarbejdes eller tilsidesættes af andre og "vigtigere" planer som f.eks. budgetter, normeringer, vagtplaner, ferieplaner osv. osv.
Selve udarbejdelsen og de løbende revideringer af de individuelle plejeplaner er mødestedet mellem "systemet" og den enkelte borger!
Det tager naturligvis tid at udarbejde planerne og tid for system og medarbejdere at lære at bruge plejeplanerne. Her er det vigtigt, at de ældre og/eller vi som pårørende går aktivt ind i samarbejdet, så planerne netop kommer til at afspejle de individuelle ønsker og tilpasses det enkelte menneske fremfor at skære alle gamle over samme læst, så de tilpasser sig systemet og ikke omvendt! De svage ældre er en gruppe, der ofte ikke er i stand til selv at give udtryk for egne ønsker og behov, så der er brug for etik i såvel udarbejdelse som efterlevelse af de individuelle plejeplaner.
Indførelsen af individuelle plejeplaner skal gerne betyde konkrete forbedringer for den enkelte gamle, men samtidig også skabe et bedre samarbejdsforum, en større tillid og tryghed for den enkelte gamle til systemet og dets muligheder for at hjælpe - forhåbentlig også en større arbejdsglæde og tilfredshed hos personalet.
"Det individualiserede planarbejde betyder et øget forbrug af ressourcer til selve planlægningsarbejdet, men det betyder også et øget krav til individuelle løsninger".
"Bliver det individualiserede planarbejde taget alvorligt, vil det vise sig ved, at tilbudene og institutionerne ændrer sig…." - Og det bliver spændende at deltage denne udvikling!
"Levende planer kan man huske og de fungerer som støttepiller i hverdagen, når man kommer i tvivl om målet og vejen."
Når nu kommunerne, de ældre og de pårørende skal i gang med at bruge, videreudvikle og evaluere dette redskab til større indflydelse for den enkelte og mere individuelle tilbud og løsninger, vil det være naturligt, at se sig om for at lære af allerede indhøstede erfaringer. I denne forbindelse ligger der allerede et stort forarbejde med handleplaner indenfor andre svage grupper. Her vil jeg gerne henvise til www.socialpsykiatri.dk , hvor man kan finde en 500 siders rapport, "Hapla" om handleplaner og praksisforskning, af bl.a. Knud Ramian , leder af Center for Evaluering, Psykiatrien i Århus Amt. De ovennævnte citater er hentet derfra med stor tak.
"Handleplaner er et forsøg på at besværge fremtiden. Men de skal ikke blot forudsige fremtiden på samme måde som vejrudsigten, de skal skabe den!"
Så kom vi så langt
Af Charlotte Fredberg
Tirsdag d. 29. maj 2001 vedtog Folketinget endelig den længe ventede lov, også kaldet L192, som bl.a. indeholder tilsyn med indsatsen over for ældre. Den har været længe undervejs, og mange instanser har været involveret. Politiske, økonomiske og menneskelige hensyn har, som ved størsteparten af vores lovgivning, præget den debat der igennem 1½ år har dannet baggrund for vedtagelsen af L192. Som tidligere formand for Pårørendegruppen for Svage Ældre, føles det som om det har varet 100 år, og jeg har spændt ventet på at se den endelige lovtekst.
Det gik heller ikke helt stille for sig, om end jeg synes, der fra mediernes side har været en temmelig ensidig fokusering på genindførelsen af embedslægetilsynet. Det blev der dog rettet lidt op på, da Kurt Strand i "Profilen" på DR1 tirsdag d. 12.6. interviewede Socialministeren, bl.a. på baggrund af den netop afsluttede dokumentarserie "Det sidste hjem". Her blev Pårørendegruppens Hvidbog atter omtalt, men Socialministeren forsøgte også at forklare nogle af intentionerne omkring L192. Bl.a. de individuelle plejeplaner, som takket være Pårørendegruppen, nu indgår som en del af lovgivningen.
Loven indeholder følgende:
- Individuelle plejeplaner
- Bruger- og pårørenderåd
- Kommunalt tilsyn
- Valg til ældreråd
- Klagerådenes virke
- Embedslægetilsyn
I september 2000 sendte Pårørendegruppen et forslag til Socialminister Henrik Dam Kristensen, som indeholdt et forslag om, at der for hver enkelt plejehjemsbeboer skulle udarbejdes en individuel plejeplan, at de pårørende på lige fod med daginstituitioner- og skolebestyrelser skulle have mulighed for at indgå i et samarbejde med plejepersonalet og fastlægge de overordnede principper, at vi ønskede uvildige tilsyn og offentliggørelse af tilsynsrapporter samt embedslægetilsynene genindført. Vores forslag blev ligeledes sendt til de socialpolitiske ordførere, Kommunernes Landsforening, faglige organisationer og interesseorganisationer, og dannede baggrund for en lang række møder.
Så den 29. maj var en stor dag. Det har nyttet! Ikke alle vores forslag var medtaget, og nogle kun i begrænset omfang, men vores indsats har ikke været forgæves. Specielt vores forslag omkring de individuelle plejeplaner, hvorunder også de pårørende skal inddrages, er medtaget i sit fulde omfang. Bruger- og pårørenderåd er i mine øjne alt for løst struktureret og beskrevet, og i de kommuner som i forvejen har en tendens til kun at efterleve minimumskravene kan jeg frygte, at man vil lade hånt om de gode intentioner der er beskrevet i de bemærkninger der følger med loven og den orientering der efterfølgende er sendt til kommunerne.
Men som pårørende har vi også selv et ansvar, og derfor tror jeg heller ikke, Pårørendegruppen for Svage Ældre bliver overflødig de første mange år. Det kræver imidlertid, at vi bider os fast i haserne på de ansvarlige. Det være sig lige fra personale, til plejehjemsledere, til embedsmænd, til kommunalpolitikere og folketingspolitikere. Vi skal kende til muligheder og krav, og i en positiv ånd hjælpe med og sørge for at loven bliver overholdt. Intentionerne fejler ikke noget, på trods af politiske og økonomiske interesser, men erfaringen viser, at det af og til er nødvendigt hjælpe lidt på vej.
Derfor glæder jeg mig også over det voksende medlemstal, og de muligheder nye lokalgrupper har for at påvirke kommunalt, og ikke mindst den nye bestyrelses store arbejde med fortsat at præge den landsdækkende ældrepolitik.
Mange lokale medier bærer på nuværende tidspunkt præg af, at der er kommunalvalg i november. Jeg vil derfor opfordre såvel enkeltmedlemmer som lokalgrupper til at udnytte denne enestående chance for at markere Pårørendegruppens synspunkter, og ikke mindst til at aftvinge politikerne nogle løfter, som de ikke er i tvivl om vil blive fulgt op.
Rigtig god sommer!
Charlotte Fredberg
Nærmere oplysninger om Pårørendegruppens forslag fremgår af tidligere Nyhedsbreve eller kan ses på foreningens hjemmeside.
Ældre på "stregkode"
Af Bente Claudi
-mennesker eller maskiner?
Kan I genkende disse billeder?
Postbudet haster med at putte brevene i brevkasserne - og har travlt med på bestemte steder af ruten at skanne ankomsttid ind på kassens stregkoder, så det kan aflæses, hvornår han var nået netop til dette checkpoint.
Hjemmehjælperen dukker op - starter besøget med at skanne sin ankomsttid ind på stregmærkaten på døren - haster igennem dagens opgaver - og slutter med at skanne afgangstid og udførte opgaver ind på "stregerne" henne på dørkarmen.
Alt er efterhånden målt op - ikke bare i timer, men helt ned i minutter og sekunder, - og de offentlige arbejdspladser med det ofte meget lavtlønnede personale holder sig ikke tilbage; - selv om, det er dette personale, der "arbejder" med mennesker, hvor tid, forklaringer og en snak er nødvendig.
Når benene bliver for vakkelvorne, når øjnene bliver for svage, når hørelsen bliver for dårlig, og når de alvorlige skavanker begynder at sætte sig fast, - så kan det ikke mere klares af de pårørende og frivillige. Så må det offentlige tage over, - og så kommer stregkoderne og millimeter-opmålingerne.
På dette tidspunkt bliver resultatet ofte, at det er en overvindelse for de ældre at komme ud af "huset" - Nu skal der overtalelse til. Den ældre skal hentes ind fra stuen til fællesspisningen - og turene ud i den friske luft bliver sjældnere og sjældnere. Disse ting er selvforstærkende, for nu bliver man endnu svagere - og når og orker endnu mindre.
Fangerne i fængslerne har krav på daglig frisk luft - det har vores ældre ikke. Ikke engang ugentlig.
På enkelte plejehjem inddrages beboerne i fællesskabet og er med i dagligdagen fra den første dag, de flytter ind, - det burde være normen på alle vores plejehjem, der kan indrettes i mindre Bo-enheder til 8-10 ældre, der hver har eget personale, hvor fællesrummet er kernen, og hvor beboerne og personalet opholder sig dagen igennem. - I en sådan "familie" vil hver enkelt kunne udføre overkommelige opgaver: kartoffelskrælning, dækning af bordet, tagen ud osv. Alle gør et eller andet.
Personalets opgave er at skabe rammerne og at hjælpe i gang.
Hjælp til selvhjælp modellen er også brugbar hos de hjemmeboende, hvis hjemmehjælpen fra begyndelsen inddrager brugerne mest muligt - og gør dem medbestemmende om de opgaver, der skal løses. Hjemmehjælpen skal udnytte de tilbageværende ressourcer og prøve at fjerne de barrierer, der hindrer udførelsen. - Glæden ved selv at kunne er ubeskrivelig stor.
En sådan indsats kan IKKE skabes under moderne managementmetoders streg-kodediktatur - udøvet fra skrivebordenes computere. - De ansvarlig ved det godt, for opgaverne har kunnet løses tidligere, hvor man ikke skulle bruge knap halvdelen af tiden på administration, udmålinger og kontroller - udført af et stort antal medarbejdere, der så mangler ude hos de ældre.
Hjemmehjælpen skal løse de opgaver, de ældre ikke selv kan klare - hverken mere eller mindre. De ældre må ikke gøres til tilskuere i deres eget hjem.
Selv om hjemmehjælperne kommer på stregkode med deres opgaver, behøver det ikke at betyde en minutiøs fastlagt arbejdsdag. - "Man har jo lov til at tænke selv", som en hjemmehjælper, der lever med systemet, udtrykker det.
Der er mange og grumme beretninger om en voksende gruppe ensomme gamle - både i plejeboliger og i hjemmene. Selv i en plejebolig kan dagene være lange med kun få "kig ind" af et forjaget personale, - og ansvaret er politikernes.
Området stiller store krav til politikere og ledelser. På den ene side skal der ikke strammes så meget og planlægges så stramt, at personalet på gulvet mister arbejdsglæden p.g.a. stress - og flygter. På den anden side skal der heller ikke være frit slag, bare fordi de "bløde værdiers område" er så følsomt.
Én ting står klippefast: På hjemmehjælpsområdet dur industriens målemetoder ikke, når "produktionen" skal gøres op og styres.
Pointen ved velfærd er jo netop, at den drejer sig om mennesker - ikke om maskiner.
De svage ældres sag
Af næstformand Tove Larsen
Hvordan taler man de svage ældres sag?
Der er uhyggeligt mange eksempler på, at vi svigter de gamle. Personligt tror jeg at de historier, der har været fremme f.eks. i Hvidbogen, kun er toppen af isbjerget. Men det er ikke nemt at se, hvis man ikke oplever det tæt inde på livet. Hvem kan f.eks. se, at der skulle være noget galt med plejen af den gamle mand, der mumler lidt forvirret i sin kørestol ? Han er jo nok bare en smule senil, og det kan vel ikke være anderledes. Men når den gamle mand er min svigerfar, ved jeg, at han bliver uklar, når han har forstoppelse, men ellers er åndsfrisk.
Efter at jeg er gået ind i arbejdet i landsforeningens bestyrelse, er min erkendelse af vor store problemerne er, blevet større - jeg har mødt og talt med så mange mennesker, som kan fortælle om lignende ting. Så jeg er blevet endnu mere overbevist om, at der er brug for at gøre opmærksom på, at forholdene for de svage ældre SKAL forbedres.
Og hvordan gør man det på en måde, så det også gavner?
Men når vi fortæller historien om den gamle mand, og alle de andre, der misrøgtes, kan vi ikke nøjes med det. For at få ændret på vilkårene er det vist nødvendigt, at vi alle - pårørende, personale, ledere og politikere - hjælpes ad. Hvis vi kun kommer med kritikken, kan vi ikke være seriøse samarbejdspartnere. Derfor skal vi også pege på de eksempler, hvor det fungerer godt, finde de steder, hvor det er rart at være gammel og svag, og fortælle om de personer, der gør en positiv forskel for de gamle. Og så skal vi komme med realistiske forslag til, hvordan forholdene kan ændres i den rigtige retning.
Det er ude i kommunerne, problemerne skal løses, men det tror jeg ikke, de bliver, hvis der ikke bliver gjort opmærksom på behovet for ændringer, og presset på både udefra og ovenfra.
Dement?
Af næstformand Tove Larsen
Demens er en barsk sygdom, som er tung at bære for den syge, men ikke mindst for de pårørende. Mange mennesker tror, at når man først bliver dement, så er der ikke noget at gøre ved det.
Men for det første kan demens-symptomer skyldes andre forhold end egentlig demens. Det kan f.eks. være depression, dehydrering eller egentlige fysiske sygdomme (f.eks. stofskiftesygdomme).
For det andet er der flere forskellige typer demens, hvoraf nogle kan behandles med medicin, så sygdomsforløbet forhales. De forskellige typer udvikler sig forskelligt, og det er afgørende at kunne sætte ind med de rigtige foranstaltninger.
Derfor er det vigtigt, at en person bliver udredt for demens, og ikke blot får et prædikat hæftet på sig af "tilfældigt" ikke-trænet personale.
I Danmark er vi langt tilbage med at udrede demens i forhold til nabolandene. Det er et af de forhold, der kom frem i f.eks. nogle af de tv-programmer, der blev sendt i forbindelse med Alzheimerforeningens jubilæum.
Men det er ikke gjort med at få uddannet et tilstrækkeligt antal læger til at kunne udrede, for diagnosen er ikke noget værd i sig selv.
En demens-diagnose skal altid kunne følges op af den rette behandling, støtte og aflastning. Der skal kunne tilbydes behandling af uddannet plejepersonale, som kan håndtere de forskellige sygdomsforløb, og støtte patienten og dennes pårørende, så de bliver i stand til at leve med følgerne af sygdommen. Der skal være sikkerhed for, at der er en professionel, kompetent pleje, som sørger for værdig behandling af den dementramte, når sygdommens udvikling gør det nødvendigt.
Det er frygteligt at få en demens-diagnose eller være pårørende til en dement, så hvis man alligevel ikke kan eller vil gøre noget, kan det være bedre at leve i uvidenhed - eller forgæves håb om bedring!
Alternativ madordning
Af Jytte Normand
På opfordring vil jeg gerne her fortælle om nogle pårørendes arbejde med en alternativ madordning.
I efteråret startede nogle pårørende til en beboer, i samme plejeboligenhed hvor også min mor er bosiddende, en rundskrivelse med opremsning af kritisable forhold på stedet, og bad os andre pårørende enten komme med kommentarer eller blot medunderskrive brevet, som blev sendt til de sociale myndigheder i Skagen, hvor boligerne er beliggende. Det drejer sig om senildemente, som bor i 5 ret nybyggede huse, hvor der er plads til 6 beboere i hvert hus. Gode omgivelser, men dårligt ledet.
Det viste sig meget svært at få kommunen i tale, og ved ønsket om et fællesmøde, blev pårørende i stedet indkaldt til samtale enkeltvis med øverste leder af plejeafdelingen, hvilket de fleste ikke havde noget ønske om at deltage i. Lederen er kendt for at være ret diktatorisk. Jeg meldte også afbud, men tænkte, at jeg da i det mindste let ville kunne bidrage med at få ændret den efterhånden kedelige og vacuumpakkede (som kunne være op til 10 dage gammelt) kommunale mad til noget bedre, hvilket også var en lille del af kritikpunkterne i brevet til kommunen, og her kunne jeg jo gå helt uden om det kommunale system, idet socialloven netop siger, at mad fra kommunalt regi er noget man fra kommunen skal tilbyde. Det var nu lettere sagt end gjort, for efter at have sendt brev rundt til alle pårørende, var der en del, som ikke mente, det var nogen god ide, i det mindste ikke lige nu med den anden sag verserende, og nogle havde også mange bekymringer, for hvad hvis nu madstedet pludselig ikke kunne levere, eller kommunen ikke ønskede, at vi skulle gøre sådan o.s.v. Jeg havde på forhånd undersøgt muligheder for at få varm mad leveret fra slagter og al anden mad fra købmand, men det endte med en god aftale med kokken fra Bodilles Kro i Skagen, som oven i købet tilbød mig at levere ikke blot det varme mad men al anden mad samt drikkevarer til samme pris som man betaler for kommunal mad. Han sendte mig en fin beskrivelse med eksempler på de forskellige gode danske retter, som de fleste ældre sætter pris på. Han betingede sig, at der mindst skulle være 18 personer med på ordningen.
Dette vedlagde jeg mit brev til de pårørende, og spurgte samtidigt om interessen var til stede for dannelse af et pårørenderåd, som jeg mente var meget nødvendigt efter kommunens behandling af den første sag.
Der var ikke nok tilmeldte til at vi bare kunne starte, så jeg indkaldte til et møde, hvor jeg fik kokken til også at komme, så der kunne stilles spørgsmål også til ham. Det endte med, at jeg alligevel skulle gå til kommunen for at få de sidste skeptikere med, idet de også ønskede kommunens accept. Jeg sagde, som jeg havde sagt mange gange før, at den ikke var nødvendig, men hvis det var, hvad der skulle til for at få tilstrækkeligt antal, skulle jeg gerne gøre det, dog ønskede jeg ikke, at tale med lederen af plejeafdelingen, , da jeg mente, at alle gode initiativer blev bremset ved vedkommende, men ville tale med hendes overordnede social- og sundhedschefen og socialudvalgsformanden.
Efter en god snak ved et møde kort tid efter i begyndelsen af marts med de herrer hos kommunen, som viste sig at være imødekommende og hjælpsomme, sendte jeg derfor brev rundt til de pårørende om det positive møde, og at vi ville starte den nye madordning til april. Jeg havde på forhånd talt med både den tidligere borgmester samt et medlem at socialudvalget, som anbefalede mig ikke at spørge om råd, men præsentere vores ide for dem, da det jo var en privat sag, om vi ønskede en anden ordning end kommunens.
Ved mødet aftalte vi bl.a. at jeg kunne tage mig af afmeldingerne til det kommunale køkken samt at vi kunne få etableret et lille møde, så det praktiske kunne komme på plads mellem nye køkken og personale i husene. Dette sidste skulle jeg give besked til en leder fra et af husene (i mellemtiden var husene delt op med hver sin områdeleder fra de forskellige distrikter i byen. Ganske tåbeligt, da stedet er en enhed, og hvor man fra byggeriets start havde en leder på stedet med demensuddanelse, men hun var blevet forflyttet til andet område, og man havde en periode en leder fra en af byens andre distrikter til alle huse.)
Jeg aftalte med pågældende leder, hvad vi var blevet enige om på mødet, og gik så og ventede på at høre om indkaldelse til det praktiske møde, da jeg efter en uges tid fik brev fra netop den leder af plejeafdelingen, som jeg med vilje ikke spurgte. Jeg vil kalde hende LD i det følgende. Jeg blev indkaldt til møde med hende samt alle områdelederene og social- og sundhedschefen! Der skulle angiveligt være en uddybende drøftelse vedrørende ønsket om at overgå til privat udbyder af mad. Blev noget overrasket, da jeg mente at have aftalt og drøftet alt på plads med undtagelse af evt. praktiske spørgsmål, der måtte være fra personalets side, derfor det ønskede møde med kok og personale. Jeg ringede til socialchefen, som nu henviste mig til LD, som skulle vise sig have overtaget styringen i denne sag. Jeg meddelte hende, at da jeg er bosiddende 250 km fra Skagen kunne jeg ikke fortsat tage fri fra arbejde til yderligere møder, men ville gerne være behjælpelig med løsning af eventuelle problemer efter det aftalte møde med kok og personale, hvis der fortsat ville være nogle spørgsmål. Stor var vores forundring, da alle pårørende 2 dage efter modtog brev fra LD, hvor hun dog startede med at skrive, at Skagen Kommune respekterede vores beslutning, men kom med en række punkter som kommunen ikke ville kunne drages til ansvar overfor i forb. m. nye ordning. Samtidig sendte hun et skema, hun bad de pårørende udfylde, hvis de ønskede anden madordning. Skrev samtidig, at det var vores ansvar at bestille maden, lave aftale om levering og betaling. Personalet måtte ikke pålægges ekstra opgaver såsom opvask af service, maden leveres i.
Jeg modtog samtidig brev, hvori jeg blev belært om hvem der var øverste leder af pleje- og omsorgsafdelingen, at personalet ikke modtog ordrer fra pårørende!, at der ikke ville blive afholdt møde mellem kok og personale.
Det er forståeligt, at en del pårørende kontaktede mig for at høre, hvad det var der skete her. De havde jo netop modtaget brev fra mig om, at alt var i orden.
Jeg kontaktede derfor borgmesteren, som sagde, han kendte lidt til sagen, og tilmed fandt, at det var en god ide med alternativ madordning. Jeg læste brevet fra LD op for ham, og fortalte, at det ikke lige var kommunens velvillighed, som blev indtrykket af brevene fra LD. Han lovede at kontakte socialchefen, som han ville bede kontakte mig.
Skrev samtidig et brev til LD, hvor jeg fortalte, at madordningen startede pr. 1. april, og bad hende be- eller afkræfte om man ville lade personalet udfylde bestillingslister til mad.
Jeg hørte ikke noget fra socialdirektøren, men fik at vide, at personalet ikke måtte udfylde lister til bestilling af mad, skønt det kun var et sted der nu skulle faxes, hvor det efter gamle ordning efterhånden var blevet 3 steder bestillingslisterne skulle sendes til.
Jeg koordinerede spisetidspunkterne for husene m.h.t. det varme mad aften eller middag efter flertallets ønsker, gav kokken navne på beboere med specialkost og bad personalet kontakte mig, hvis der var problemer. Personalet, som faktisk alle syntes vores ide var god, fik atter "mundkurv" på (skete også i forrige sag), og måtte ikke udtale sig eller hjælpe til med noget, bortset fra at servere maden. Alle disse genvordigheder havde efterhånden gjort de pårørende trætte af kommunens behandling med det resultat, at nu havde næsten 100 procent tilmeldt sig nye ordning. Afmeldingerne er fortsat sendt til mig, som jeg i sin tid aftalte med socialchefen, og jeg sendte dem til det kommunale køkken. Én er sprunget fra ordningen, da man som pårørende var lidt bekymrede for, om kokken kunne levere en diæt som var OK til beboeren med kraftig diabetes. En anden pårørende var fra starten ikke interesseret, måske fordi vedkommende er ansat i det kommunale køkken, og så var der en person som sondemades.. 2 personer var døde i forløbet, en ny kommet til og deltager også.
Kokken leverede en startpakke til hvert af de 5 huse med mange forskellige varer, hvoraf nogle skulle på køl. Personalet fik nu at vide, at de ikke måtte sætte varer på plads! Dette hjalp dog tilfældigt tilstedeværende pårørende med. Kunne ikke selv være tilstede denne dag, men fik god hjælp fra en pårørendefamilie, som bor meget tæt på husene, og som også var dem, som skrev brevet til kommunen i "første sag". De var også behjælpelige, når beskeder hurtigt skulle ud til pårørende. Jeg e-mailede, de kopierede og fordelte i beboernes postkasser til de pårørende.
Dagen var kommet, hvor det længe ventede nye og frisktilberedte mad skulle spises, og der var på forhånd kommet en menuliste for hele måneden med dagens retter, som enten består af en forret og hovedret eller en hovedret og dessert. Der bliver leveret frugt, og der er altid en form for kage eller sødt til kaffen om eftermiddagen og om aftenen. de pårørende kan med få timers varsel bestille en gæstemenu til sig selv, som spises sammen med beboeren og koster kun 35 kr. ved fødselsdag leveres en stor flot flødeskumslagkage til hele huset, når blot der gives besked et par dage i forvejen.
Der er mange fordele, som der ikke var tidligere.
Nu fik vi at vide, at personalet ikke måtte skære pålæg! Jeg havde bestilt hele stykker kødpålæg, som personalet selv kunne skære ud, da det så ikke ville være nødvendigt at levere pålæg hver dag i alle huse. Dette var så dråben, der fik bægeret til at flyde over, så jeg kontaktede pressen - den lokale, for at lade folk i byen vide, hvordan man behandlede de ældre i dette her tilfælde. Havde i forvejen kontaktet lokalredaktøren, som jeg havde fortalt lidt om vores genvordigheder, og sagt, at jeg måske ringede igen, hvis "sagen" tilspidsede sig. Han var i mit område en af de næste dage, så han kom, og fik sagen forklaret og bunker af papir med sig hjem. Havde efterhånden en større mappe med breve, faxer og e-mails. Vi aftalte, at han kunne lave 3 artikler, som jeg kunne få til gennemsyn inden de kom i trykken. En artikel om pårørendes ønske om alternativ madordning til beboere på Drachmannsvænget, som stedet kaldes, en om de besværligheder kommunen havde givet anledning til samt en med kokken fra Bodilles kro, som bl.a. fortalte, at de glædede sig til den nye ordning, som de var meget parate til, og at de da godt kunne "snuppe" et par plejehjem til, hvis der skulle vise sig interesse for det!
Da det pårørendepar, som havde været mig behjælpelig tidligere, ikke syntes, at det behøvede at blive en krig mellem LD og mig i avisen, foreslog de, også at skrive. De skrev 3 læserbreve med spørgsmål til kommunen og LD, som blev sendt de følgende 3 dage. Efter andet læserbrev kunne vi i avisen læse, at LD havde sagt sin stilling op. Dette blev af både borgmester samt socialudvalgsformand og senere af et antal sygeplejerskemellemledere i avisen beklaget dybt. Der var skriverier i avisen i omkring 10 dage med læserbreve og kommentarer. Vi som pårørende samt flertallet af de social-og sundhedshjælpere, som var underlagr LD, kunne ikke beklage hendes ønske om at fratræde sin stilling, da vi havde svært ved at se det positive, hun havde gjort for vore pårørende samt de ansatte.
I dag fungerer madordningen perfekt og til alles tilfredshed. Beboerne synes at nyde den frisklavede mad. Nogle mener endog at beboerne har taget på i vægt. De pårørende er glade, og personalet roser den nye ordning og de meget hjælpsomme personer i køkkenet på Bodilles Kro, som hurtigt klarede paragrafferne hver gang LD kom på endnu et absurd påfund for at bremse os.
Vi har nu også fået et pårørenderåd etableret for alle husene. På "enkelthusmøder" var vi blevet foreslået pårørenderåd for hvert enkelt hus. Det kunne vi ikke se nogen ide i, så vi har fået et råd på benene med deltagelse af pårørende fra hver enkelt hus. Her håber jeg på, at vi kan være med til at få gennemført, at der igen kan blive ansat en leder på stedet med demensudannelse, som ikke kun vil være at træffe fra kl. 8-9 på et kontor ude i byen.
Med venlig hilsen
Jytte Normand
Lokalnyt:
Ny lokalforening på Fyn
Af Poul Rytter Larsen
"Pårørendegruppen for svage ældre" har dannet en lokalforening i Fyns Amt. I maj blev der afholdt stiftende generalforsamling og valgt en bestyrelse, der består af formand Poul Rytter Larsen, næstformand Lone Klemp, kasserer Lis Kanberg, sekretær Hanne Hansen og bestyrelsesmedlem Ingelise Poulsen.
Hvordan kom vi i gang?
Arbejdet med at stifte lokalforeningen blev igangsat ved et orienteringsmøde i Odense den 20. januar 2001. Der mødte ca. 20 interesserede op til mødet, hvor Helen Overgaard fra Århus-lokalforening fortalte om, hvordan man kunne gribe arbejdet an med at få etableret en lokalforening. På orienteringsmødet blev der dannet en arbejdsgruppe, som holdt en række møder i de næste måneder, og på den måde fik arrangeret den stiftende generalforsamling til den 9. maj.
Aftenen med den stiftende generalforsamling blev indledt med et indlæg af rådmand Villy Larsen, Odense omkring ældreplejen i Odense og han besvarede spørgsmål i en efterfølgende debat. Derefter gav Charlotte Fredberg og Alice Wulff hvert et indlæg omkring formålet med dannelsen af en lokalforening. Der var en livlig debat, som gjorde det klart, at der er nok at tage fat på, også på Fyn - og det var glædeligt, at mange kandidater meldte sig til bestyrelsesarbejdet.
Hvad vil vi så?
I den nye lokalbestyrelse har vi holdt de første møder, og er i gang med at lægge en slagplan for arbejdet.
Vi vil indbyde medlemmerne til erfarings- og debatmøder. Vi vil udbrede kendskabet til "Pårørendegruppen for svage ældre" og dens arbejde. Vi vil bl.a. arrangere åbne møder med foredrag og debat om relevante emner, ligesom vi vil arbejde for at få de svage ældres vilkår behandlet i pressen. En pressemeddelelse, som vi allerede har udsendt, har resulteret i indlæg i flere aviser og i at jeg fik et par minutter i studiet ved TV2-Fyn.
Lokalgruppen vil arbejde for at være en seriøs samarbejdspartner for amtet og de fynske kommuner i spørgsmål om de svage ældres forhold og vilkår. Vores hensigt er at skabe en saglig debat om de svage ældre og sætte fokus på de forhold, de bydes på Fyn. Vi vil følge med i, hvordan den nye lov om individuelle plejeplaner, oprettelse af bruger- og pårørenderåd og tilsyn med plejehjem føres ud i livet i de enkelte kommuner. Og vi vil arbejde på at fastholde politikerne på deres løfter om forbedringer inden for ældreområdet.
Vi ser samarbejdet mellem brugeren, de pårørende og plejepersonalet som en vigtig forudsætning for et godt liv for de svage ældre. Derfor vil vi gerne søge samarbejde med personalet og personalets faglige organisationer om at forbedre forholdene for de svage ældre på Fyn.
Nyt fra Nordjyllands Amt
Butikken i Gl. Skørping stod 5 juni for et arrangement med Thyra Franks foredrag over emnet, " Retten til en god alderdom", - 125 personer mødte op i teltet, deriblandt Bent Tanzer, Karen Lis Jensen og undertegnede.
Et stort tillykke til Thyra, fra arrangørens side, med de to flotte priser fra henholdsvis "Ældresagen" og Sygeplejerskerne, indledte aftenen.
Derefter tryllebandt hun alle med sin hjertesag "Omsorgen for de svage ældre" i en alvorsfuld, men også meget humoristisk tale. En lille pause var der kl. 20.15 og videre gik det til kl. 21.30. utroligt hvad den pige rummer. Jeg er sikker på, at alle gik derfra "med stof til eftertanke".
Ug + og slange, må være karakteren til hende for denne konstruktive og inspirerende aften.
Vi siger også hjertelig tillykke, med de flotte priser Thyra, her fra "det
høje nord", og håber du vil komme, når vi kalder.
I uge 24 var Thyra Frank atter i radioen. Denne gang på grund af de 2 prisoverrækkelser, og samtidig var der under udsendelsen opkald fra lyttere med spørgsmål. Som sædvanlig endnu et hyggeligt genhør når en livfuld pige fortæller om sin "kongstanke" plejehjemmet "Lotte".
15-05-01 havde en af landsforeningens medlemmer i Aalborg et læserbrev på debatsiden i Nordjyske Stiftstidende. overskriften lød, "Skab mere værdige forhold for de ældre". Vi har fået respons på dette med bl.a. en henvendelse fra FO Dronninglund afdeling om, først på efteråret, at deltage med en repræsentant, i et "cafe- seminar - Tid og rum til dialog".
Nærmere oplysninger følger senere. Vi banker stadig på i Nordjylland, og tålmodighed belønnes, som bekendt. Der er en lille fremgang på nogle plejehjems områder. Nye tiltag i form af ny struktur forventes om 1 til 1½ år i Frederikshavn, men tilsynsførende på Frederikshavn plejehjem har set sig nødsaget til at reagere over forholdene, og atter er det de svageste, det går ud over. Dog skal lige nævnes, - vi har gode og velfungerende plejehjem i det nordjyske.
Inge Dan er medlem af P-gruppen i Nordjyllands Amt
Nyt fra Roskilde Amt
Pårørendegruppen for Svage Ældre har holdt stiftende generalforsamling for Roskilde Amt mandag den 7. maj 2001 i Margrethegårdens kollektiv.
Bente Claudi fra Landsforeningens Hovedbestyrelse fortalte om sine oplevelser fra moderens tid på plejehjem, hvilket var medvirkende til, at hun gik ind i arbejdet med at stifte Landsforeningen Pårørendegruppen for Svage Ældre.
Bente Claudi har været med til at indsamle viden og dokumentmateriale til den Hvidbog, der udkom i år 2000 vedrørende forholdene på de danske plejehjem.
Hun kom bl.a. også ind på, at landsforeningens formål er at komme i dialog med ledelse og personale på plejehjemmene, samt at få de pårørende inddraget i diverse råd, så der bliver et bredt samarbejde omkring pleje og omsorg på plejehjemmene, og hun gjorde opmærksom på, at der bliver lagt pres på Folketinget fra Landsforeningens side for at få tingene ændret.
Joel Wedell, kommunalbestyrelsesmedlem i Skovbo Kommune, der tidligere har arbejdet i hjemmeplejen i Københavns Kommune i syv år, udtalte bl.a., at Enhedsplejen fra at være et godt tiltag på papiret om længst muligt i eget hjem, er blevet til længst muligt i egen seng, og var i øvrigt rystet over, at oprøret ikke er større i betragtning af de mange rystende historier medierne.
Orla Johansen, kommunalbestyrelsesmedlem i Skovbo Kommune, mente, at nøglen til problemstillingen er både et medarbejderansvar, men i højeste grad også et politikeransvar.
Er der ikke et medspil fra personalets side, er det politikernes ansvar at få medspillet.
Der er personaleflugt fra området, fordi personalet oplever ikke at kunne levere varen forsvarligt.
Man efterlyste i øvrigt det gamle system med en afdelingssyge-plejerske, der kunne holde "øje" med personalet.
Bente Claudi påpegede i den forbindelse, at det er vigtigt, at pårørendegruppen får generelle problemer på plads, især for beboere der ingen pårørende har.
Desværre var fremmødet til generalforsamlingen meget lille trods et stort forarbejde med plakatophængning rundt om i amtet, pressemeddelelser, henvendelser til lokalradioer m.m.
Det lykkedes alligevel at få valgt en bestyrelse, der desværre kun blev repræsenteret af pårørende fra Skovbo Kommune, hvilket bestemt ikke var tilsigtet, men den eneste mulighed for at få foreningen i gang.
Bestyrelsen har nu konstitueret sig, og der kan rettes henvendelse, hvis man har problemer eller ønsker at være medlem af foreningen.
Tye Langeskov Petersen, Lyngby.
Hanne Petersen, Roskilde.
Else Drost, Bjæverskov.
Irene Madsen, Ringsted
Edda Lind, formand
Elmevej 41
4140 Borup
tlf. 57526787
Nyt Fra: Københavns- og Frederiksberg Kommuner - Københavns- og Frederiksborg Amter
Forsmånederne har i "Svage Ældre" sammenhæng her i denne lokalforening betydet to medlemsmøder, to bestyrelsesmøder, et foretræde for Folketingets Socialudvalg, deltagelse i borgermøder i Københavns Kommune, to høringssvar til samme, læserbreve og andet skriveri samt den mere eller mindre frivillige telefontjeneste.
Medlemsmøderne blev holdt på to forskellige pleje-hjem; begge steder blev vi MEGET godt modtaget. (Til eventuelle nye læsere: Det er med vilje, jeg skriver pleje-hjem; jeg gør det for at fremhæve/postulere at "hjem" er lige så vigtig som "pleje").
Første møde havde lokal københavner-ældrepolitik som emne, det andet lokale pårørendegrupper. Denne sidste aften kom til at handle om to forskellige "modeller" for lokale pårørendegrupper: dels den som søger at forandre forholdene for de ældre via indirekte tiltag og dels den der går den direkte ansigt-til-ansigt-vej. Den første opnår fine resultater ad festlig vej, den anden (som nok forudsætter et vist "politisk" talent - do. indsigt og tæft ingen hindring - og et stædigt gå-på-mod) når sine mål ad forhandlingsvejen.
Resultatet af bestyrelsesmøderne vil i begyndelsen af august blive meddelt i næste LokalNyhedsbrev når de fire - håber vi - planlagte møder inden valgene til november ligger fast.
Foretrædet for Folketingets Socialudvalg drejede sig om socialministerens temmelig meget omtalte lovforslag om tilsyn med svage ældre. I det endelige resultat genkender jeg desværre kun bibeholdelsen af ET anmeldt tilsyn.
Jeg anbefalede dette fordi jeg ser et sådan forudanmeldt tilsyn som en god lejlighed for os pårørende til at mødes - og tale med nogle af de mennesker der har indflydelse på beslutningerne om plejens standard og indhold. Der er faktisk allerede erfaringer for at tilsyn på den vis kan fungere som en slags fælles-forum.
Jeg talte i øvrigt også under foretrædet (lidt naivt?) for den syge moster som hedder Tilsyn som "inspiration" snarere end som "kontrol" - det ud fra erfaringen at jeg selv yder et bedre arbejde hvis jeg behandles tillidsfuldt og opmuntrende.. Men selvfølgelig må tilsynene fungere a la "Den store Bastian" hvor man ikke er moden til andet.
Jeg havde en hel del flere punkter på "min dagsorden".
Det jeg er mest ked af ikke at gense i den endelige lovtekst, hænger sammen med holdningen at også svage, ældre menneskers liv behøver andet end medicin for at være menneskelige. Når fx hverken ergo- eller fysioterapeuter, eller diætister er med i tilsynene, betyder det for mig at se at det er alt for nemt for de bevilgende politikere og for de pressede ledere at spare på træning, genoptræning, ordentlig mad lavet på stedet, anden beskæftigelse end "banko & kirkekaffe" m.m.
Borgermøderne i Københavns Kommune var næstsidste (?) fase i kommunens projekt "fremtidens ældrepleje", og det ene høringssvar (fra begyndelsen af maj) var en kommentar til det oplæg kommunen havde sendt ud inden disse møder.
Det andet høringssvar er blevet afgivet midt i juni. Det kan læses på side og må gerne opfattes som en krigserklæring til "Fælles Sprog" samt en undsigelse af det menneskesyn samme "sprog" er udtryk for.
Mange har i tidernes løb følt sig kaldede til at lege David, og nok de færreste Goliath'er er faldet omkuld af den grund, så jeg stiler ikke højere med mit skriveri end til at drysse lidt sten i sandalerne på mastodonten…
Ifølge dagens Jyllands Post (19/6) ser det ud til at være lykkedes denne gang: Sundheds- og Socialudvalget i Københavns Kommune har ikke "købt" håndbogen. (Tilfældigvis nævner avisen netop de eksempler på "anvendt Fælles Sprog" der stod i "Svage Ældres" høringssvar!) Nu bliver det blot spændende at se hvad der sættes i stedet!!
"Andet skriveri" dækker bl.a. et brev til borgmester Søren Pind (Kbh. Kom.) om kantsten uden ramper. Kort tid efter at have modtaget det svar at forvaltningen ville se på de steder jeg havde nævnt, kunne jeg konstatere at ikke alene havde forvaltningen "set", den var også kommet til samme resultat som jeg: ramperne manglede. Det gør de ikke længere.
I sidste Nyhedsbrev fortalte jeg om en uafgjort sag om mad til 10.000 ældre
københavnere. Så vidt vides, har de "forenede Davider"s slynger i dette tilfælde været anvendt med succes. Heldet har stået os bi, og især en politiker har holdt sig ekstremt vågen i timen, så i hvert fald bør "Lokal-SvÆl" og "Øselsgården" - i al beskedenhed og som "fødselshjælpere"- med i mangen en bordbøn her på disse kanter.
Ete Forchhammer, formand.
Nyt fra Vejle Amt
Lidt om Vejle gruppens vigtigste aktiviteter siden sidst.
3.April deltog de fleste af Vejle Amts bestyrelse i et kursus arrangeret af Kulturværket i samarbejde med Arbejdernes Landsbank om bestyrelsers ansvar og forpligtigelser overfor foreninger og deres medlemmer.
Konsulent Sv. Aa. Schiermer fra A. L. bank i Kolding, gennemgik loven om Bestyrelsesansvar, og der var stor spørgelyst bagefter.
Helt klart et kursus der kan anbefales andre hvis lejlighed gives.
30. April lykkedes det endelig, efter mange forviklinger, at få mødet i Egtved med Socialminister Henrik Dam Kristensen afviklet, flere end 100 tilhørere deltog i mødet.
Ministeren lagde ud med én gang for alle at slå fast, at det var totalt uacceptabel, når der skete svigt i det sociale system, og at man skulle gøre alt for at undgå det, men han mente at det var synd for alle de dygtige ansatte i ældre- og hjemmeplejen, at de eneste historier de hørte om deres fagområder var negative. Skulle vi ikke også fokusere på de gode historier? Spurgte ministeren.
Han gennemgik en lang række af de love og initiativer, der var blevet vedtaget eller fremlagt i det år han har været minister.
F.eks. større åbenhed i ældreplejen, bedre kontrol med medicineringen, tilsyn på plejehjemmene af embedslægen, personlige plejeplaner for den enkelte på plejehjemmene, større fokus på ledelsen, pårørenderåd og om frivillige hjælpere.
Ministeren høstede stort bifald da han talte om regeringens initiativer for at sætte måltidet i højsædet.
Der var bred enighed i forsamlingen, at det er vigtigt for de ældre at spise deres måltider sammen med andre, og at det skærper appetitten, at man kan lugte maden i huset, når den bliver lavet
Det var en god aften, med en positiv debat og stor spørgelyst fra de fremmødte.
30. maj havde vi medlemsmøde, der mest gik ud på at udveksle erfaringer og diskutere hvordan kommer vi videre.
Med håb om at vi får et mere konstruktiv samarbejde, frem for at kives om bagateller, ønskes samtlige medlemmer en god sommer.
Søren Jørgensen, formand.
Nyt fra Århus Amt:
I det seneste kvartal har der på mange måder været rettet opmærksomhed mod ældreområdet. Dette har præget lokalgruppens aktiviteter og givet gode muligheder for markeringer i den offentlige debat.
Der har været bud efter bestyrelsesmedlemmernes kommentarer fra aviserne, radio- og tv-stationerne.
Emnerne har været mange: Rekruttering af personale i ældreplejen, ugennemskuelige prissættelser på husleje og ydelser i plejeboliger, antallet af klager over modtaget pleje og praktisk hjælp, hvordan sikrer vi demente mod at forlade hjemmet, mod at blive væk eller komme til skade? overmedicinering af ældre mm.
Gruppens mest markante aktivitet har været debatmødet 2 maj "Etiske overvejelser over ansvaret for de svage ældre" med Erling Tiedemann, formand for Etisk Råd.
Det var et rigtig godt møde med et meget spændende oplæg fra Erling Tiedemann, der dels tog udgangspunkt i Hvidbogen dels i almene etiske og samfundsmæssige overvejelser. Efter oplægget var der mange gode kommentarer, opfordringer og spørgsmål fra salen.
Af emnerne kan nævnes: Egoismen og den generelle forråelse i samfundet, arbejdsbetingelserne for plejepersonalet, styring og omstrukturering som universalløsning - ofte med utilfredsstillende arbejdsforhold som resultat, de etiske overvejelser ved spørgeskemaundersøgelser, den umenneskelige brug af bleer i stedet for hjælp til toiletbesøg, holdninger og menneskesyn.
Erling Tiedemann slog fast, at et menneskes menneskeværd er ukrænkeligt og er uændret hele livet uanset personens betydning, funktionsevne, alder osv. Et synspunkt det er godt at holde fast i!
Pårørendegruppen for Svage Ældre blev også opfordret til at lave en Hvidbog nr. 2 med eksempler på gode velfungerende plejehjem eller afdelinger og på god plejepraksis.
Alt sammen noget som gjorde aftenen til en stor oplevelse for deltagerne.
Antallet af deltagere er den eneste skuffelse ved mødet: selvom aftenen var en af de første (og hidtil eneste) smukke sommeraftener, havde vi ventet mere end de godt 50 deltagere. Sådan er betingelserne! Imidlertid har mødet givet anledning til fin omtale i aviserne og har givet god respons i det hele taget. Så alt i alt et rigtig godt arrangement.
Næste medlemsmøde blev afholdt 16 maj på Lokalcenter Viby. Temaet var Pårørendegruppen for Svage Ældre, problemstillinger, ønsker og forslag. Vi startede med et oplæg af Charlotte Fredberg, der fortalte om sit arbejde og erfaringer fra det første år som formand for Pårørendegruppen for Svage Ældre og om arbejdet forud for foreningens start.
En interessant aften hvor vi bl.a. også drøftede, hvordan vi bedst griber lokalgruppens arbejde an: Er det gennem afholdelse af debatmøder o.l. eller er det gennem læserbreve og andre politiske aktiviteter, der kan sætte de ældres forhold i fokus. Hvordan kombinerer vi opgaver og metoder?
Vi diskuterede de aktuelle problemer. Et problem, der igen og igen er aktuelt er personalenormeringen, som især i weekenden er helt utilstrækkelig - ofte med afløsere, der ikke kender brugerne -, den usynlige, ikke tilstedeværende ledelse, visitationsregler og lange ventetider på plejebolig og generelt en manglende hensyntagen til individuelle forhold og ønsker fra brugerne.
Der er nok at tage fat i - både for bestyrelsen og for medlemmerne.
På mødet orienterede et af medlemmerne om sit arbejde for sammen med andre pårørende at få lavet en alternativ, privat madordning for de plejeboliger, hvor hendes mor bor. På opfordring bringes her i Nyhedsbrevet en gennemgang af forløbet - forhåbentlig til inspiration for andre pårørende og som et bevis på, at det kan lade sig gøre "at gøre tingene anderledes og bedre!"
Et andet spændende offentligt møde blev afholdt på Social- og Sundheds Skolen Århus 19 april: Elevrådet havde inviteret til debat om rekruttering og frafald af elever til So-Su-udddannelsen, om elevernes forventninger og faktiske arbejdsforhold indenfor ældreplejen.
I debatpanelet sad: amtsrådsmedlem Bente Nielsen, Århus, ældrerådmand Torben Brandi Nielsen, Århus, FOA rep. Kirsten Normann og so-su assistent elev Ninette Thorarinsson.
Til mødet var inviteret skolens elever og lærere, Pårørendegruppen for Svage Ældre, pressen (hvis kritiske omtale af ældresektoren fra politisk hold ofte har været fremhævet som et problem for rekruttering af elever til skolen) og alle interesserede.
Der var livlig debat, og lokalgruppens bestyrelsesmedlemmer fremhævede vore synspunkter om nødvendigheden af veluddannet personale, som arbejder under betingelser, der giver mulighed for at praktisere en faglig kompetent og menneskelig pleje og omsorg. Når personalet har ordentlige arbejdsbetingelser, ved de det selv og behøver ikke frygte kritisk presseomtale; hvorimod kritikken skal rettes mod de utilfredsstillende steder.
Det har været meget spændende og glædeligt at følge elevernes bestræbelser på at få sat disse væsentlige spørgsmål til debat.
Frafaldet og den vigende lyst til at tage en uddannelse i plejesektoren er et ofte fremhævet problem; og for at løse det er man, dvs. systemet nødt til at turde stille de rigtige spørgsmål og til at turde høre svarene. Er det de rigtige, motiverede elever, der bliver optaget på skolerne? Er det den rigtige uddannelse, de får? Har eleverne mulighed for at få gode, kompetencegivende praktikpladser? Svarer arbejdsbetingelserne i jobbet til den gode praksis, eleverne lærer på skolerne?
Som borgere og som pårørende er vi helt afhængige af, at personalet i ældresektoren er engagerede i debatten og melder ud om de virkelige arbejdsforhold, både når de er tilfredsstillende og når de er utilstrækkelige. Personalet har skoene på og ved, hvor de trykker:
Pausen blev anvendt til et salgsfremstød for Hvidbogen.
Der har været afholdt tre bestyrelsesmøder, hvoraf det ene blev ret kort, da vi blev opmærksomme på, at VI (velfærdsinitiativet, faglige organisationer der vil sætte velfærdssamfundets udvikling til debat) samtidig inviterede til offentligt debatmøde med Hanne Reintoft. Bestyrelsen gik til mødet og fik mange inspirerende synspunkter om samfundsudviklingen og vore muligheder for at påvirke den. - og sluttede aftenen med et kort bestyrelsesmøde.
Et af de vigtige emner på bestyrelsesmøderne har været spørgsmålet om kommunalvalget: Hvordan vi bedst muligt sikrer, at de svage ældre og deres forhold kommer på dagsordenen i den sammenhæng. Vi arbejder på at arrangere et eller flere debatmøder med lokalpolitikere som optakt til valgkampen.
Bestyrelsen har i april været på besøg på plejehjemmet Caritas, der er Århus Kommunes plejehjem for de sværeste demensramte. Det er et stort og "traditionelt" indrettet plejehjem, et af de få i Århus, som stadig er et plejehjem og ikke lokalcenter .
Man bestræber sig på at kunne klare ethvert demenstilfælde, ingen beboer er for vanskelig, der findes en løsning; siger man. Derfor bruger Århus Kommune ikke særlige psykiatriske plejehjem.
Endvidere har man en lang erfaring med at inddrage de pårørende - både i form af pårørenderåd og i venneforening.
For Pårørendegruppen for Svage Ældre er det vigtigt at kende de forskellige måder at gribe pårørendearbejdet an og også at sætte sig ind i de forskellige måder at indrette plejehjem og at praktisere pleje og omsorg.
Vi kan anbefale de øvrige lokalgrupper at foretage lignende besøg i deres kommuner. Vi er hver gang, vi har henvendt os, blevet mødt positivt. Det kunne også være interessant med mindre indlæg i Nyhedsbrevet herom.
Medlemmer af lokalbestyrelsen har deltaget i en arbejdsgruppe, som Århus Kommune nedsatte til at udarbejde forsalg til vedtægter mm. for de beboer- pårørenderåd, som fra 1 jan. 2002 skal oprettes i kommunerne ifølge den nye lov (Ændring af Serviceloven. Lov192, Tilsyn med indsatsen overfor ældre mm.). I arbejdsgruppen sad endvidere repræsentanter for ældreråd, de eksisterende brugerråd, eksisterende pårørenderåd, pårørende fra selvejende institutioner, en områdechef og fire medarbejdere fra kommunens forvaltning.
Forslaget skal nu til høring hos de deltagende organisationer og instanser. Derefter skal det til godkendelse i byrådet.
Et tilsvarende arbejde forestår i alle kommuner, og det er vigtigt, at såvel bestyrelsen som medlemmerne følger dette arbejde, da det i høj grad er op til den enkelte kommune at udmønte loven i praktiske arbejdsbetingelser, og det er vigtigt at få skabt så gode vilkår for dette vigtige arbejde som muligt. Forhåbentlig vil denne arbejdsproces fra Århus kunne tjene som eksempel for andre kommuner, hvor pårørende med fordel kan inddrages i forberedelsen af de nye råd.
Af anden udadvendt aktivitet kan nævnes, at Agnete Rasmussen i april deltog med oplæg om Pårørendegruppen for Svage Ældre på et åbent møde om ældre arrangeret af socialudvalget i Thyholm kommune.
Undertegnede deltog ligeledes i april i Brædstrup på landskursus for sygeplejersker i primærsektoren med foredrag og efterfølgende dialog om Pårørendegruppen for Svage Ældre.
Når programmet for efterårets aktiviteter er klart, bliver medlemmerne informeret pr. brev.
Hermed ønsker bestyrelsen medlemmerne en rigtig god sommer - med opladning til "de slag, der skal slås", når vi mødes igen.
Alice Wulff, formand.
|